Min slægts historie
En slægtsdatabase med ane- og efterslægtslinier.
Notater
Match 90,151 til 90,200 fra 90,459
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 90151 | Zidsel Rasmusdatter Forældre: Rasmus Jensen, gårdmand i Saxild og hustru Christiane Rasmusdatter. | Rasmusdatter (Svejgård), Zidsel (I17358)
|
| 90152 | Zidsel Rasmusdatter - Gårdmand Jens Jørgen Paasgårds hustru på Onsted Mark - 39 år. | Rasmusdatter, Zidsel (I1716)
|
| 90153 | Zidsel Rasmusdatter - Gårdmand Jens Jørgen Paasgårds hustru på Onsted Mark - 39 år. | Rasmusdatter, Zidsel (I1716)
|
| 90154 | Zidsel Sophie Andreasdatter - Husmand Andreas Hansens datter af Honum - 24 år. | Andreasdatter, Sidsel Sophie (I20087)
|
| 90155 | Zidsel Sophie Andreasdatter - Husmand Andreas Hansens datter af Honum - 24 år. | Andreasdatter, Sidsel Sophie (I20087)
|
| 90156 | [5] Hjemmet i Keilstrup. Hverken Far eller Mor havde hidtil mødt levende kristendom. De levede livet på verdens vis som folk i almindelighed. Et årstid efter giftemålet kom deres førstefødte, en dreng, og han fik morfaders navn, Mads, og et par år efter kom der en lille pige, som fik farmors navn, Sidsel, så det tegnede lyst for dem. Omkring et år senere fik de imidlertid deres første store sorg, da den lille Mads på ca. 3 år fik den frygtede sygdom difteritis \endash den hærgede dengang landet i perioder og bortrev snesevis af børn og altså også lille Mads. Omkring ved den tid gik der en vækkelse hen over hele den egn; det var baptisterne, der stod bag den. Far har fortalt om, hvordan en mand af deres bekendtskab, som selv havde oplevet det store under at få frelsens vished i eje, kom ind til dem og foreholdt dem omvendelsens nødvendighed for at få Guds fred i eje. Far hørte på ham, men havde den største lyst til at smide ham ud af huset. Nå, men Guds Ånd arbejdede med, så de bøjede sig under ordets tugt. De blev døbt og optaget i den baptistiske menighed, hvor de senere blev virksomme, aktive medlemmer. Der blev bygget et forsamlingshus på fars jord, og det blev samlingssted for en vid omkreds. Familien forøgedes jævnligt med et nyt medlem: Mads i 1871, Christen i 1873 og Peter i 1875. I 1876 solgtes gården i Keilstrup; grunden har nok været en gældspost, der var pådraget ved en dækning af en kautionsforpligtelse, vistnok for fars svoger Peter Baunsgård. Efter gårdens salg flyttede mine forældre med deres fire børn til Vejle by og boede der en kort tid, men købte ret snart en lille gård på Fyn, et lille stykke udenfor Odense af Rugaards landevej \endash det blev vist en stor skuffelse for dem og de boede der kun i kort tid. Så solgte de og købte gård i Hover ved Vejle. Den var på 27 tdr. land ret god jord \endash af teglværksleret forsøgte Far sig med tilvirkning af mursten. I Hover fødtes min 2 år ældre broder Rasmus Anker, opnævnt efter Mors stedfar og mormor. Efter 3 års forløb flyttede familien igen, denne gang tilbage til Fars fødesogn, Nørre Snede, i en lille spredt bebyggelse ved Horsensvejen, Leret \endash det var en lille ejendom på ca. 20 tdr. land, som Far og Mor dog kun havde et årstid, men der blev forfatteren til disse linier født \endash efter kirkebogen den 26. februar 1880 og fik navnet Hans Christian Tolstrup Christensen. Hans var efter en gammel mand, der boede hos mine forældre i gården i Keilstrup; han hed Hans Larsen. Christian Tolstrup var opnævnt efter Mors halvbroder, som vistnok var den tolvte i rækken, men han døde i en ung alder, ca. 3 år, og Mor har vel tænkt, at navnet var for godt til at gå til spilde. Et årstid efter min fødsel flyttede familien til Gludsted mark i Ejstrup sogn, til en ejendom med godt 80 tdr. land, hvoraf halvdelen var uopdyrket hedejord og det øvrige mager sandjord \endash der var kun 2 skæpper hartkorn. Stuehuset var grundmuret med stråtag, og der var lergulve i stuerne; forstue og køkken var brolagt med grå sten; af udhuse var kun den i øst nogenlunde. Den var set fra nord, nærmest stuehuset, indrettet således: 2 fag korngulv, 2 fag til tærskelo (med plejl), 1 fag til foderlo, hvor Far skar hakkelse med skærekiste både til køer og heste, dernæst 2 fag til hestestald og til sidst 4 fag kostald og svinehus; til hønsene var der indrettet lejlighed over en svinesti. I syd var der et mindre hus til tørv, fåresti og vognport. I vest lå der en mindre, men ret ubrugelig bygning, som blev revet ned og i stedet blev der plantet nogle rækker forskellige løvtræer, hvilket var både til pryd og gavn. [6] Mine første er indr inger. Noget af det første, jeg kan huske, er, at vi en vinter havde en snedker, Søren Nedergaard, med et par lærlinge \endash de stod og snedkererede i den såkaldte østre stue, for der blev lagt gulve i et par af 6 stuerne, sat paneler, flyttet døre, lavet et par senge, et nyt bord osv. og dengang fik vi bredderne helt rå, uhøvlede og upløjede, så det gav forholdsvis meget arbejde. Der blev lagt cementgulve i sovekammer og spisekammer, men i den østre stue var der dog stadig lergulv; det var drengenes soveværelse, hvor vi sov tre i en seng, men desuden var der også en mindre seng, med plads til kun en dreng. Far stod altid meget tidligt op \endash om vinteren kl. 4, skar så hakkelse en times tid eller to, blev sulten og gik gerne selv i spisekammeret for at få sig et stykke mad. Da spisekammeret lå umiddelbart op til den stue, hvor vi sov, hørte vi gerne, når Far gik derind og råbte da op: "Far, må vi ikke få et stykke brød". Vi fik da næsten altid et stykke tørt brød uden smør eller noget andet, men det smagte dejligt, vi nød det rigtigt og det kunne aldrig falde os ind at klage på kosten. Vi havde det meget fattigt som de fleste på de egne, men vi manglede dog aldrig det daglige brød; vi lærte nøjsomhed, og måtte selvfølgelig også deltage i arbejdet så tidlig som vi kunne gøre gavn. Vi havde også en maler, Andersen, fra Vejle til at pynte lidt op i stuerne. En madam Hansen kom på besøg, og det var vist ved en sådan lejlighed, at hunden Wabs var sammen med mig inde i stuen, hvor jeg lod en vind gå og sagde: "A slog en sk.. den ka do ta Wabs!" det var i hvert fald et udtryk, som jeg siden jævnligt måtte høre gentaget. Min første skoledag husker jeg tydeligt. Jeg skulle følges med mine to brødre, Peter og Anker, henholdsvis 4 og 2 år ældre end jeg; de var ikke særlig begejstret for følgeskabet, og jeg kunne ikke følge med, hvorfor jeg stak i at tude; de var gnavne og kaldte mig præsten, fordi jeg sang \endash nå, men vi nåede da omsider skolen, ca. 2 km borte, og jeg trinede frimodigt ind i skolestuen med hue, vanter og træsko på og sagde "Godaw" til skolelæreren. Skolen var fuld af børn; de var i alderen fra 7 til 14 år i samme klasse og læreren holdt skole hveranden dag i Gludsted og hveranden dag gik han til en anden landsby, Fruergaard, og underviste der. Fra min første skoletid erindrer jeg et juletræ i skolen, hvor sognepræsten, pastor Schiøler, senere biskop i Aarhus, talte til skolebørnene over salmeverset "Det barn, som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste". Præsten var kørende derud i slæde \endash det var et forrygende snevejr \endash og jeg husker, at en mand, skovløber Pedersen fra Gludsted plantage, spurgte præsten: "Hvordan kommer præsten nu tilbage i dette vejr?" "Jo, nu har jeg jo sporet" svarede præsten. Efter præstens tale var der dans i skolestuen til en bondekarls harmonika \endash man kan måske vanskeligt betegne glæden som from og køn. Den første lærer, jeg husker fra Gludsted skole, hed Søndergaard \endash han var noget fordrukken og havde for vane at give børnene øgenavne og således at det kunne rime: "Mads præst og Kræ hest, Peter Kejl og Thomas Brejl". Men han var allerede gået af inden jeg begyndte min skolegang og afløst af en lærer Jensen; han var der kun et par år og blev så højskolemand i Sinding ved Silkeborg. Vi fik derefter en lærer Andersen, ung, dygtig og meget afholdt; han havde usædvanlige evner til at undervise, kunne godt lege med i frikvartererne og dog skabe respekt; han slog kun sjældent, men skulle det være, slog han hårdt. I vinteren 1891 - 92 var den nye kirke i Gludsted under opførelse; den blev bygget på en grund nær ved skolen, så vi drenge gik tit derhen i frikvarteret, der var altid noget at se på for drenge. Kirken blev tækket med tavleskifer og for at gøre dem fast til lægterne blev der slået 2 huller i hver skiferplade, hvortil man anvendte en maskine. Det var fristende. I et belejligt øjeblik skulle jeg og en anden dreng prøve med en plade, men ak og ve, pladen knækkede og vi luskede over til skolen \endash der var nok ingen, der havde set det \endash men om forladelse \endash læreren var blevet underrettet og der vankede vel nok flade øretæver, så vi ønskede ikke at prøve en gang til \endash og så værsågod over at bede skifertækkeren om forladelse. Desværre døde lærer Andersen i en ung alder af tuberkulose. Jeg erindrer tydeligt hans lange sygdom, død og begravelse og husker ham også med en stjerne i knaphullet \endash sådan én ville jeg meget gerne have \endash lærer Andersen var ivrig afholdsmand. 7 Ved leg i skolen eller andre børnesammenkomster havde vi som indledning nogle remser, som anvendtes til at træffe afgørelse om, hvem der skulle være "fanger", når vi legede "Tagfat" eller "tage i kæde". I. "Inkel kinkel køs, kufer i ane, irke bam, ø bø bøf". II. Apotekerens pige, hun gik forbi, hun havde en skål med vælling i, skålen brast og gik itu, og al vællingen vældede ud." \endash Deltagerne stillede op i en kreds eller på linie, en af dem remsede op og pegede samtidig for hvert ord på en i kredsen; den, som da ramtes af det sidste ord, skulle begynde legen. Når der om vinteren var is på damme og mergelgrave, morede vi os med at glide \endash skøjter havde vi ikke, støvler heller ikke, men vore træsko var jernbeslåede og slet ikke så ringe til at glide med på isen. Nogle lavede sig også små slæder med jernskinner og ved hjælp af en pigkæp kunne de skyde en god fart. Særlig glæde vakte det, om vi kunne få lov at binde en slynge eller gynge op i tærskeloen derhjemme, hvor vi så ved at læne os skiftevis frem og tilbage kunne bringe gyngen i vældig bevægelse. Det traf sig, at en og anden drattede ned, men det betog os ikke lysten, tværtimod, det forøgede bare spændingen. Vi var mange drenge i hjemmet, og det kneb nok med at forliges, særlig min to år ældre broder, Anker, og jeg røg tit i totterne på hinanden. Han slog med knyttede næver for et godt ord, men blot jeg fik ham om livet, kunne jeg som regel holde ham; når jeg slap taget, fik jeg igen af næverne \endash også af den grund var jeg svært med på at komme hjemmefra og få en plads. En meget yndet beskæftigelse var at køre til mølle \endash det skete for det meste med stude, hestene blev os ikke gerne betroet, da vi ikke altid kunne ramme måde med farten. Om vinteren gik det med slæde, og særlig interessant var det, når vi måtte køre enspænder med en stud for en lille slæde. Det var vel nok sjovt. Og partiet var vist sjældent større end 1/2 eller højst en hel tønde korn. Med naboerne levede vi for det meste i god forståelse \endash dog var der en, som hed Ole Bredlund, som det kneb noget med. I skellet mellem hans og Fars mark var der en smal grønning, hvori der løb en lille grøft eller bæk; og Ole ville gerne udnytte denne bæk til overrisling af hans grønning, hvorfor han anbragte en jorddæmning i bækken, så vandet kunne stige og overrisle en del af hans eng. At der var drenge, der havde fornøjelsen af at linde lidt ved græstørvene, så vandet kunne passere lettere, forståes af sig selv \endash dog husker jeg ikke, om nogen af os havde været på spil, men Ole havde en stærk mistanke, og han gik til Far og ville låne vore træsko for at se, om de passede i sporene. Siden den historie fik han tilnavnet "Fep"; årsagen var, at når vi så ham komme på stor afstand, var kun lige hovedet synligt, og når han løb, så det ud som om hovedet hoppede (feppede), deraf navnet "Ole Fep". Der var i det hele taget mange på de kanter, der havde øgenavne; det var vistnok den tidligere omtalte lærer Søndergård, der var forfatter til navne som "Anders Pjat", "Jens Pik", "Niels Knævn", "Stolt Henrik"; mange havde navn efter byer, de var kommet fra: "Lars Brejl", "Søren Keilstrup", "Andreas Hvillum" osv. I vort hjem i Gludsted var der regelmæssig søndagsskole, vist nok hveranden søndag; jeg erindrer 3 forskellige mænd, der kom og talte. Der var nu først en ældre ved navn Peter Boel, også kaldet Per Kok, Daneværns far, som havde gigt og haltede. Han boede os nærmest og var vist den, der kom tiest. Så var der Jens Lærke, der boede i Frisbæk, vel 5-6 km hjemmefra, og endelig kom også en købmand Kristensen fra Keilstrup han havde endnu lidt længere vej og var gift med Mors kusine. I hjemmet havde vi også jævnligt møder hvortil kom enten tilrejsende fremmede talere eller også den stedlige Dalgren, som boede i Kejlstrup. Når der skulle være møde, blev vi drenge sendt ud som indbydere. I reglen var der god tilslutning til møderne \endash der var jo dengang ikke meget med adspredelser; aviser var ukendt, de eneste trykte meddelelser vi modtog var "Ugens Nyheder" og så et blad, der hed "Evangelisten", baptistsamfundets organ, som udkom én gang om måneden. Bibelen og Brorsons salmebog havde vi og den første blev flittigt brugt. Også jeg har læst meget i disse to bøger og blev fængslet både af indledningen til Jobs bog og af Brorsons kæmpevise om 8 Goliat, der drog op fra Gat for at lægge Saul i skat, denne sidste så grundigt, at jeg endnu på mine gamle dage næsten husker den ordret. Når der til søndagsskolen og til møderne skulle skaffes siddeplads til mange i vort hjem, ordnedes det på den måde, at en fjæl blev lagt over to stole; det var ikke just særlig magelige siddepladser, men vi var ikke i nogen henseende forvænt, heller ikke i skolen havde bænkene ryglæn. En ejendommelighed jeg lagde mærke til: Nar der på sådan en bænk sad en række kvinder og sang, rokkede de frem og tilbage i takt med sangen. [7] Min første t jeneste. Jeg var lige fyldt 9 år, da jeg fik min første tjeneste hos gårdejer Ole Poulsen i Kejlstrup, han havde min Fars fødegård. Det var troende mennesker. På gården var desforuden en søn på 16 år, Niels Peter, og en datter Kirstine på 13 år. Jeg var den eneste fremmede medhjælp og fik lov til at give en hånd med ved alt arbejde både ude og inde: Malkning, tærskning med plejl, kærning af smør, men altid tiltalt på en god og venlig måde. Ole Poulsen var en meget dygtig mand med fremdrift i. Jeg var hos ham i 2 somre. Den første sommer blev hele huset omforandret indvendig. Håndværkerne fik altid kosten på arbejdsstedet. Håndværkeren Søren Nedergaard var den samme, som en 2-3 år i forvejen havde arbejdet i mit hjem \endash han var både murer, tømrer, snedker og tækkemand. Året efter blev staldene omforandret og der blev anskaffet centrifuge (med håndkraft) til mælkens behandling. Det var den første der på egnen. Ole Poulsen holdt en del grisesøer og solgte grisene. Han var også dygtig til husligt arbejde \endash jeg husker engang vi samlede kartofler op i marken, vi var med allesammen og det var manden, der gik hjem og lavede middagsmad, mens konen blev i kartoflerne. Han kunne nemlig gøre det hurtigere, men de var i god forståelse med hinanden. Jeg husker også, at han syede skjorter og en kasket til sig selv. Det var hos Ole Poulsen, jeg overværede det første friluftsmøde, det var ved en bazar, vel nok til fordel for ydre mission; taleren stod på en vogn, men hans navn husker jeg ikke mere. Datteren var ikke nogen sød pige \endash hun drillede sine forældre ved ukristelig tale og færd. Senere blev hun gift med min fætter Martin Jensen fra Nørre Snede, de havde en købmandsforretning i Brædstrup. Hun har nu været enke i mange år. De to somre, jeg var i Kejlstrup, gik jeg i Frisbæk skole hos lærer Jesse, en dygtig mand med usædvanlig ordenssans \endash der var ikke noget med at gå ind i skolestuen med træsko på. Lige bag skolen lå et hus, der blev brugt til fattighus; her boede et par gamle mennesker: Per Grøn og hans kone Maren \endash hun sagde om Per: "Per, min Per, ka ett røg ant end de Volle knaster" han bestilte vist heller ikke andet! En dag fortalte sønnen i gården mig, at en mand kunne stå i Herning og tale med en anden i Silkeborg. "Nej, det er bestemt løgn" sagde jeg, "der er 6 mil imellem og så højt kunne han ikke råbe!" Et væddemål blev resultatet \endash på 10 øre \endash og jeg tabte. Jeg havde på den tid endnu ikke lært en telefon at kende. Et par små begivenheder af personlig art skal lige anføres. Jeg husker ikke mere, om det var første eller andet år i Kejlstrup det fandt sted, men begivenhederne indtraf begge på en søndag med 4 ugers mellemrum. En tidlig søndag morgen i forsommeren havde jeg været inde efter et eller andet, da der blev kaldt på mig. Det var nok noget med at få køerne ud. Jeg skyndte mig og i farten stødte jeg imod en kaffekande, som nok har stået lidt yderlig på komfuret, væltede den, og fik en del af det kogende indhold ned over mine bukser \endash det har sikkert givet anledning til klagehyl, for der blev straks 9 foretaget en afkølende foranstaltning, idet jeg omgående blev dyppet i vandtruget. Jeg har endnu på mit venstre ben mærker af det ufrivillige varme bad. 4 uger efter, altså også på en søndag, var jeg i marken \endash vel nok for at flytte køer og heste. Et føl 1å ned og strakte sig i kådhed og jeg løb til og trak det i halen; men det misforstod min venlighed, sprang op og plantede med eftertryk sin ene baghov i min pande lige over højre øre, så jeg kom hjem med et åbent sår og fik blodet vasket af ansigtet. Doktor var en næsten ukendt genstand i de dage- i hvert fald for så lidt; men vi boede nabo til en jordemoder og hun var ikke så fejl; hun gav mig et hefteplaster på såret. Et ar minder mig stadigvæk om begivenheden. Når jeg tænker tilbage på de to somre hos Ole Poulsen, er det med glæde; der var en god åndelig luft, der blev holdt andagt og bedt bordbøn daglig. Ole Poulsen blev senere antaget som indre missionær og solgte da gården. [8] Min anden t jeneste. "Faurhol t" Det har været kort efter jul 1891, at jeg tiltrådte min anden tjeneste; det var hos gårdejer Frederik Jensen, Faurholt i Vrads sogn, og det er ikke for meget sagt, at der tilbragte jeg min sværeste tid. Manden bandede og skældte ud: Han skulle f... g... nok flytte mig. Karlen Martin og jeg delte værelse og seng. Til værelset var der adgang bag hestene, så vi lige kunne slippe forbi ind i kammeret; selve kammeret var et lille firkantet rum, hvis ene væg var optaget af en dobbeltseng og ved den anden væg overfor stod karlens kiste \endash kun en smal gang adskilte de to. Gulvet var lagt af små rullesten i sand; væggene var vel nok kalkede og vinduet kun et lille firkantet glughul på ca. 25 cm på hvert led. Af naboer havde vi hønsene til den ene side og hestene til den anden + to ydervægge. Efter en tids forløb var jeg en tur hjemme og det viste sig, at der var lus i skjorten. Mor skrev så et brev til manden og beklagede sig over dette forhold, og karlen fik pålæg om at skifte skjorten noget tiere. Længere hen på foråret viste det sig, at vi havde fået skab eller fnat. Fy for den! Vi skulle smøres i grøn sæbe udvendig og spise svovlblomme for at drive skabet ud. Det var en meget ubehagelig omgang; huden gik af over det hele og i leddene dannede der sig skorpe, så jeg næsten ikke kunne gå. Den åndelige påvirkning stod det ikke bedre til med; karlen fyldte mig med grimme historier. Jo, det var en ond tid i min tilværelse. Der var mange får i Faurholt \endash de kom ind om natten, men ud igen om morgenen, og det var min bestilling at besørge dem ind og ud; der skulle lægges tøjr på dem og det var dobbelt tøjr, således at to får var fælles om et; når jeg så fik 10-12 får sammen og skulle trække dem i marken, kunne de vel nok løbe sammen, så de næsten ikke var til at skille ad. Det satte humøret på en svær prøve og desværre gik det galt engang; humøret holdt ikke. Jeg havde en tøjrkølle med til at slå pælene fast; og ak og ve! En dag drillede fårene mig og jeg hævede køllen og lod den falde på et stakkels fårehoved \endash fåret faldt og rejste sig aldrig mere. Ak! hvad skulle jeg arme dreng nu gøre? Heldigvis var manden ikke hjemme, så jeg fik da lejlighed til at sige det til konen, men jeg gik i angst og bæven for, hvad der ville ske, når den gale mand kom hjem. Det gik heldigvis bedre end jeg havde turdet håbe. Han slog mig da ikke ihjel. Han skældte blot ud, men det var jeg så vant til, at det regnede jeg ikke så stort. Der var det ejendommelige i Faurholt, at drengen ikke behøvede at sidde ned, når han spiste \endash han kunne godt stå op. Dagene var lange \endash det var ikke aften før solen var gået ned. Ja, jeg husker engang i høsten, da konen og jeg gik og stillede korn op ind imellem skulle jeg også flytte kreaturer og får og hvad der nu ellers kunne være; det syntes kvinden tog alt for megen tid; da vi så nåede den tid, hvor vi ellers plejede at holde op, sagde den elskværdige kvinde til mig: "Ja, nu kan du, Hans, 10 gøre færdig her inden du kommer hjem!" Hvad klokken blev inden jeg var færdig, ved jeg ikke, men dejligt måneskin var det, så jeg kunne godt nok se at finde negene, selv om de ikke lå særlig tæt. Mens jeg var i Faurholt var jeg en tid i foråret med ved plantningen i statsplantagen i Lille Hjøllund syd for Vejle-Viborg landevejen; jeg fik den svimlende sum af 80 øre pr. dag på egen kost, men selvfølgelig gik pengene i min husbonds lomme \endash jeg fik jo min gode løn, 15 kr., fra midvinter til november. Nu skal man jo også tænke på, at jeg var skoledreng og skulle følge undervisningen i Hjøllund skole. Der var der iøvrigt en invalid lærer; Agger hed han; han betjente to krykker for at vinde frem. Denne skolemester havde sin egen måde at straffe på. Han havde forbudt os at gå ud på de nærliggende isdamme i frikvartererne, men ikke desto mindre var vi \endash vistnok allesammen \endash faldet for fristelsen. Da vi så blev kaldt ind, stillede mester sig op uden for døren med ryggen mod muren og med et langt spanskrør gav han os hver et rap over nakken efterhånden som vi nåede indenfor rækkevidde. Med lærdommen var det ikke så stort bevendt. Læreren sad altid på katederet, og når vi skulle høres i lektie, brugte børnene at have bogen liggende opslået foran sig og læse af den. Der var temmelig lang skolevej og jeg gik alene det meste af den; jeg mindes, at jeg tit var meget nedtrykt og ulykkelig over mig selv; jeg kunne godt græde og bede til Gud om at jeg måtte være en god dreng og ikke lave spillopper, men når jeg så nåede skolen og var sammen med de andre drenge, var det som blæst væk, og jeg var vel nok en af de værste. Nå, en ond tid får også en ende \endash det fik tjenesten i Faurholt da også; jeg var glad, da vi nåede november og jeg skulle hjem at være for vinteren. En meget glædelig oplevelse havde jeg da, mens jeg var i Faurholt: Fars og Mors sølvbryllupsdag den 13. juli 1891. Det blev en stor festdag i hjemmet og i den anledning fik jeg fri og var med. Søskendeflokken var nu i antal nået til 12, hvoraf dog de tre var døde. Den ældste broder Mads var skrædersvend i Kibæk \endash han var ridende til hest de næsten 7 mil; den yngste søster Debora var kun godt en måned gammel \endash og vi derimellem var alle med for at fejre højtidsdagen med vore forældre. Fra sommeren i Faurholt husker jeg en bispevisitats i Vrads skole, hvor vi også skulle møde fra Hjøllund skole; biskoppen var en gammel, hvidhåret mand, hed Clausen og var fra Aarhus. [9] Søskende, født i Gludsted. Andreas, som fødtes 1883, døde som 6-årig af difteritis \endash han var mærkeligt nok den eneste af os, som fik sygdommen. Han lå ellers derhjemme, for der var jo ingen epedemisygehus dengang. 1885 fødtes atter en dreng, det var den 8. april på kong Christian IX's fødselsdag; efter ansøgning blev han opkaldt efter kongen og fik kongelig faddergave på 50 kroner. Desværre omkom Christian ved drukning i et vandhul hjemme i haven. Det var netop på hans 2-års fødselsdag i 1887 og den begivenhed prægede sig dybt i vore sind. Jeg husker endnu tydeligt, at Mor sad med det lille døde barn på skødet og forsøgte at bringe ham til live igen. Mor græd og alle vi søskende stod omkring hende og græd over det ufattelige, der var sket: at den lille broder, der for bare 10 minutter siden løb rask omkring, nu var død og kold. Det blev for os (mig) en spore til at vende tankerne opad. Mor fortalte os \endash for det troede hun selv \endash at det var en Guds engel, der hentede lille Christian hjem til Guds paradis, hvor der ikke er sorg, synd eller sygdom. I 1887 fødtes Marinus som den niende søn i familien, og i 1888 fødtes Anne Kirstine; hende husker jeg særlig som en lille sangfugl \endash der er særlig et lille vers, jeg mindes: "Er du glad og lykkelig, syng af hjertet, syng! Du med hjertets sang gør vel, glæder mangen sorgfuld sjæl. Syng, af 11 hjertet, syng!" I 1891 blev så vor yngre søster født \endash Debora, og endelig i 1891 fødtes den sidste, en dreng, han opkaldtes efter den tidligere af difteritis afdøde broder, Andreas. [10] Min t redie t jeneste. Hos gårdejer Søren Thygesen, Storgård i Ejstrup, fik jeg min tredie plads. De var unge folk, der var tilflyttet fra Ikast ved Herning en 3-4 år i forvejen. Han var en rolig rettænkende mand, der forstod at omgås sine medhjælpere på en god måde. Af medtjenere var der en ældre karl fra Gludsted, Jens Østergaard også kaldet Jens Litten; han var over 30 år og slemt hjulbenet. Andenkarlen Martin Moesgaard var broder til konen, også fra Ikast han var noget af en spilopmager, så vi skulle gerne drille og gøre løjer med Jens Litten. Det førte til, at han en dag, vi skulle gøre svinehuset rent, tog en klat møg og smed mig den lige i ansigtet. Gal blev jeg og skældte ud, han kunne bare lige vente til jeg blev stor, så skulle han ellers nok få sådan og sådan. Jens Litten blev betænkelig og firede af. Der var også to tjenestepiger, men om dem har der ikke efterladt sig noget i min hukommelse. Skoleundervisningen modtog jeg i Ejstrup skole, hvor den tidligere omtalte lærer Petersen var skolemester eller degn som det gerne benævntes. Det er ikke sjovt at komme alene som fremmed dreng i en flok store drenge. Jeg måtte også lide nogen tort i de første dage, men heldigvis var der en dreng, der viste mig venlighed \endash hans navn var Enevold Nicolaisen, han tog mig i forsvar og det hjalp. Degnen var gift med min mors moster, en noget ældre mand og noget hengiven til drik; han havde sin egen måde at holde orden på. Han lavede en "mus" af et lommetørklæde og sad så oppe på katederet og kastede "musen" ned på den, han ville straffe \endash vedkommende skulle nemlig bringe "musen" tilbage til læreren. En anden af hans metoder var at flytte synderen ned på den nederste plads. Jeg var ved eksamen i foråret blevet placeret som nr. 2 i klassen, men for en eller anden forseelse bragt ned i bagerste række; læreren ville da en dag tale mig til rette og udtalte, at han gerne ville have mig flyttet op igen, da jeg var en af hans dygtigste drenge, men jeg var næsvis og sagde, at dygtigheden havde jeg ikke fået her. Det var læreren selvfølgelig ikke glad for at høre og bemærkede, at han ellers havde ord for at lære folks børn godt, hvortil jeg svarede, at det havde jeg ikke hørt. Jeg fik lov til at blive på den nederste plads lidt endnu. Ved en anden lejlighed, det var under overhøringen i danmarkshistorie, spurgte læreren med patos: "Kan I så sige mig, hvem Knud den Store er søn af?" og jeg svarede nok så rapmundet: "Af hans far!" Men hvor blev degnen rasende, han sprang hen og ville rive mig i ørerne, men heldigvis sad min gode ven Enevold ved siden af mig; han advarede den vrede lærer om, at han skulle passe på for ikke at trække ørerne af mig, for de sad noget løse; han havde nemlig selv nogle dage i forvejen rusket så meget, at skindet bag ørerne var revnet. Det dæmpede iveren noget, så det endte med, at han ville forklage mig til skolekommissionen \endash det blev ved truslen. Forholdet til læreren blev aldrig helt godt; jeg havde fået et lommeur foræret af Far, hvilket var noget ganske enestående den gang \endash læreren var meget upræcis både ved den ene og den anden lejlighed, så det irriterede ham, når vi ville fortælle ham, hvad klokken var. Mit daglige arbejde i Storgaard var at passe kreaturer og får og ellers tage en hånd med ved hvad som helst. Vi havde en nabo, Laust Holm, gårdejer og amtsrådsmedlem; han havde en del løsgående lam, deriblandt et vædderlam, som ikke så sjældent kom på besøg hos vore får. Jeg må vel have set skævt til disse vædderbesøg hos vore får \endash jeg havde hørt og set, hvordan man behandlede en gammel vædder ved at underbinde pungen med testiklerne og derved gøre den ufrugtbar \endash en dag fangede jeg fyren og besørgede forretningen med et stykke sejlgarn, men desværre var jeg ikke øvet i faget, så snoren var ikke strammet tilstrækkeligt, men dog så meget, at det gjorde skade. En tid efter opdagede Laust Holm, at der var noget i vejen med lammet, mistanken blev rettet imod 12 mig og jeg måtte vedgå, at jeg havde været der. Laust Holm blev selvfølgelig vred og forlangte erstatning, og enden på sagen blev, at Far måtte levere ham et andet lam i stedet. I Storegaard havde jeg det godt. I vintertiden var vi altid sammen med familien om aftenen; manden og karlene spillede gerne kort, "seksogtres" eller "skevindsel" om en 1-øre. Kosten var god, men kristendom var der ikke noget af. Forkarlen Jens Litten fik sin løn ved at have et par stude på foder og græs, således at han kunne sælge dem og købe et par andre eftersom han så sin fordel ved det \endash desforuden fik han nogen kontant løn. Engang vi var alene hjemme i Storgaard havde de fundet på, at vi skulle drikke "ølhunde", dvs. et ølglas eller kop halvfyldt med øl og så et glas brændevin oven i. Det blev til flere, og det varede ikke længe før jeg blev syg, måtte i seng og kastede op. Det var første gang, jeg prøvede den sygdom \endash den virkede ikke just tiltrækkende. Jeg husker endnu Søren Thygesens afskedsord til mig: "Lad mig nu se, Hans, at du opfører dig godt, så vi ikke skal høre noget slemt om dig! " Et par år senere kom jeg til at tjene i nabogården til hans fødegård "Hagelskjær" i Ikast sogn. [11] Hjemme 1892-93 Fra 1. november 1892 til 1. marts 1894 var jeg hjemme i Gludsted og hjalp mine forældre med bedriften. Vi havde gerne to heste og et par stude; til pløjning kan det nok gå an med stude, men til harvning er det ikke godt \endash der skal en vis fart på for at en harve kan virke tilfredsstillende. \endash Alt korn blev sået med hånden og tærskningen foregik med plejl; men når det rigtig skulle gå løs, havde vi en rask mand på dagleje, han hed Niels Peter Frederiksen, han kunne vel nok svinge en plejl, så det var en fornøjelse at se; han kunne også skære tørv, 10.000 pr. dag \endash ellers regnedes med 6000 - 7000 for en dags arbejde. Det var mit sidste skoleår, og om jeg husker ret, var lærer Andersen syg hele dette år, men han boede stadig i skolen. Under hans sygdom varetog en vikar hans gerning, men der manglede nu en del i, at han kunne stå mål med lærer Andersen. Jeg var nr. 1 i klassen det sidste år, hvilket vel ikke siger så stort. Jeg husker en dag, vi havde regning og sad og svedte over et stykke; jeg kunne ikke finde ud af, hvordan det skulle tages; så kom vor syge lærer ind og listede omkring og så på os. Han kom hen til mig, stod bagved og kiggede lidt på tallene, pegede lidt her og der, så gik der straks et lys op for mig og regnestykket gik som fod i hose. Hen på efteråret gik det rask ned ad bakke med lærer Andersens helbred; på det sidste skiftedes naboer og venner til at våge hos ham om natten. Den eftermiddag, han var død, blev der ringet med kirkeklokken. Den største gård i sognet, Gludstedgård, lå tæt ved skolen og ejedes af proprietær Helms \endash der havde lærer Andersen inden sit giftermål fået kosten og iøvrigt også kommet der meget; der var også et par pigebørn derfra, der gik i skole og på grund af denne nære forbindelse tog Helms sig af begravelsen. Liget var hensat i en vognport på gården, der var smukt pyntet med gran og anbragt et tændt lys ved hver side af hovedgærdet \endash kisten stod åben. En ungdomskammerat fra seminariet holdt tale, ligeså proprietær Helms. Så godt som alle skolebørn fra distriktet var mødt og nok også de fleste af forældrene. Vi sørgede oprigtig over hans død. Lærerens løn var dengang 600 kroner årlig, dog med tillæg af 20 kr. for kirkesang og 20 kr. for at ringe med kirkeklokken. Ved eksamen i efteråret 1893 skulle jeg udskrives af skolen og i den anledning var min far mødt op for at tale med præsten, en pastor Karstoft, desangående. Dengang var præsten selvskreven som formand for skolekommissionen. Samtidig ønskede også en skovløber Pedersen sin søn udskrevet. Præsten ville selvfølgelig høre os lidt; jeg husker ikke, hvad jeg blev spurgt om, men jeg 13 husker, at min arme sidemand blev spurgt om, hvad vore første forældre hed, for dette spørgsmål kunne Thor ikke klare. Præsten blev vred og drengens far søgte at hjælpe sin pode på sporet, men han forblev stum. Om han blev udskrevet husker jeg ikke, med mig gik det. Det var meget fattigt hjemme. Der var så godt som intet at sælge \endash ja, en enkelt gang en klat smør \endash svin havde vi kun til eget forbrug; vi havde et par grisesøer for det meste, så der var lidt smågrise til salg og så en del lam. Far havde ellers gjort et stort arbejde med at opdyrke heden og mergle ejendommen i Gludsted, men lønnen stod ikke i forhold til det store arbejde. Undertiden kørte Far til Vejle med et læs tørv, men der var 6 mil eller ca. 42 km \endash han kunne da få 4 kr. for et læs tørv. Skulle vi have nyt tøj, kom skræderen med nål, saks og målebånd, klippede og syede i flere dage af hjemmelavet vadmel \endash det holdt længe. Støvler havde vi ikke, om vinteren måske træskostøvler, men om sommeren bare ben \endash det var både det letteste og det billigste. I efteråret 1893 gjorde jeg forsøg på at få plads som lærling ved mølleriet, selv om jeg som mindreårig drømte om et eller andet stort, der ville vise sig. Vi havde for eksempel nogle spåkort, hvorpå der stod forskellige rim, bl.a.: "Du ønsker at titte bag fremtidens slør, jeg spår dig en herregård med mange køer!" \endash det kunne nok sætte fantasien i bevægelse, selv om herregården kun var markeret i grusgravens sand og køerne en samling smukke marksten, ordnede i lange rækker. Mindre interessant var et andet kort, hvorpå der stod: "At spå dig er rent umuligt, jeg nænner det ej \endash det er så grueligt!" \endash men da var jeg dog så nøgtern, at jeg var klar over, at for at få noget, måtte der begyndes forfra. Mølleriet tiltrak mig som noget spændende; jeg var hos et par møllere, en i Thorlund og en i Nørre Snede, men de havde ikke brug for mig, så der blev ikke noget ud af det, jeg måtte slå mig til ro ved landbruget og det har jeg siden aldrig i fortrudt, der har altid været arbejde nok. [12] I Gl .Hagelskjær i Ikast sogn. Min broder Peter havde 1. november 1893 taget plads hos gårdejer Anders Svendsen i Ikast (broder til vores onkel Søren Svendsen i Hedegaard), og da han var blevet kendt med, at der hos konens broder i Gl.Hagelskjær var brug for en knægt som mig, gjorde han de indledende forhandlinger, der førte til, at jeg blev fæstet for en løn af 64 kr. for de 8 måneder fra 1. marts til 1. november 1894. Gl.Hagelskjær i Ikast sogn, Hammerum herred, var én af egnens bedste gårde med et tilliggende på 80 tdr. land ager og 20 tdr. land eng. Den har tidligere været betydeligt større, men der var udskilt to gårde på hver ca. 80 tdr. land \endash dem fik den daværende ejers to brødre, Jens og Søren. Ejeren Johannes Lauritsen var en jævn dygtig mand, velanset i sognet og formand for mejeriet; hans hustru Elisabeth Salholt Lauritsen var født i Salholt ved Herning; hun var en betydelig kvinde, der forstod at styre sin husholdning med kyndig hånd, dog således, at hun var afholdt af tjenestefolkene. På gården var der karlen Niels Jokum og to piger, Laurence og Line, foruden sønnen Laurits på 15 år, døtrene Maria på 14 år, Karoline på 12 og et par mindre drenge Nybo på 7 og Biehgaard på 5 år. Jeg ankom til gården 1. marts og fik anvist en soveplads ved siden af karlen Niels Jokum; det var et kammer ved siden af hestestalden med to dobbeltsenge \endash foderloen var til den anden side som nærmeste nabo. Det var et godt hjem med kristeligt præg \endash der blev holdt bordbøn og alle gik flittigt i kirke; konen gjorde meget for at få os unge med. Dog var manden ikke nogen afgjort kristen \endash det blev han først et par år senere, efter at den nye præst, pastor Aksel Rasmus Brostrøm, var kommet til sognet som kapellan. Hans forkyndelse førte til en meget stor vækkelse, særlig blandt ungdommen, men mange af de ældre kom også med ved hans klare tale om synd og nåde. 14 Man kan nok skønne, at vækkelsen var forberedt; der var nemlig nogle år i forvejen flyttet en ung gårdejer til sognet fra Ulsted i Vendsyssel \endash han købte gården "Frisenborg" tæt ved Ikast kirkeby. Mandens navn var Chr. Nielsen, han var gift og havde både karl og pige med fra Vendsyssel. Det var en troende, varmhjertet kristen mand, velbegavet og meget musikalsk; han begyndte at samle de unge til indøvelse af åndelige sange og lærte dem at synge flerstemmigt \endash det vandt stor tilslutning. Kirkegangen under den gamle præst, pastor Klein, var ellers så godt som ophørt; han var meget gammel, frimurer og kunne også godt lide at komme på kroen. Men efter den nye præsts ankomst skete der en hel forandring. Den unge præst var varmhjertet og ualmindelig veltalende \endash nogen kaldte ham pastor Ordstrøm; han fik hurtigt fyldt kirken, samlede ungdommen i hjemmene til sang og samtale, holdt om vinteren bibellæsninger i kirkerne; om sommeren holdtes møder i haver og gårde; han foranstaltede store fælles sommermøder og udflugter, bl.a. til Silkeborg grundlovsdagen og til Vildbjerg ved Herning, hvor der også var en troende præst, Nyholm. Sommerudflugten til Vildbjerg i 1896. Ikast ligger ca. 12 km øst for Herning ved Skanderborg - Skjern banen, og Vildbjerg ligger ca. 15 km vest/nordvest for Herning. Da det endnu ikke var almindeligt med cykler, var vi henvist til at bruge banen og hestekøretøjer. Vi forudbestilte "bænkevogne", dvs. lukkede godsvogne, hvori der er indsat lange bænke, det var billigere end 3. kl.- og kom således fra Ikast til Herning. Dér blev vi afhentet med hestekøretøjer, som landmændene i pastoratet Vildbjerg-Timring-Nøvling beredvilligt stillede til rådighed. Efter ankomsten var vi alle i kirke i Vildbjerg og blev derefter fordelt i forskellige hjem; jeg var sammen med flere andre hos en gårdejer og møller i byen, spiste til middag og drak kaffe. Om eftermiddagen var der møde i præstegårdshaven, hvor begge præster talte og der blev sunget flerstemmigt af sangkoret fra Ikast. Aftensmaden spiste vi hos vore kvarterværter og derefter gik turen med hestekøretøj til Herning, forkortet med adskillige åndelige sange. Det var en stor oplevelse at være med på sådan en tur. Elisabeth Hagelskjær satte sit præg på livet i hjemmet. Det var hyggeligt, når vi om aftenen var samlet i den store dagligstue. Manden lavede halmkurve eller "løb" som vi kaldte dem af halm og vidjer, konen spandt, pigerne kartede, karlen og jeg læste; bøgerne lånte vi i Ikast skoles bibliotek; jeg læste dengang C.A.Thyregods fortællinger og historiske romaner, Niels Juel og Tordenskjold var yndet læsning. Min bestilling var ellers særlig pasning af kreaturer og deltagelse i malkning; godt nok malkede pigerne, men jeg skulle hjælpe til. Karlen Niels Jokum ville gerne på kroen engang imellem og jeg husker engang, han ville have mig med, hvad jeg også gik ind på, men jeg stillede den betingelse, at jeg ikke ville have noget at drikke. Der skulle imidlertid drikkes punch og der var flere, der opfordrede mig til at tage et glas med, men Niels holdt sit ord, forsvarede mig og sagde, at han havde lovet mig, jeg skulle være fri og det blev jeg. Deri og i mange lignende situationer ser jeg Guds gode hånd, der bevarede mig, og svar på mine forældres forbøn. Da vi nåede november 1894 skulle jeg rykke op fra hjorddreng til andenkarl og sønnen være forkarl \endash et par drenge på 16 og 15 år \endash det var meningsløst. Der var jo meget strengt arbejde: A1 sæden tærskedes med plejl og høstedes med le, ligesom engene ligeledes skulle slås med le, der var megen staldgødning at læsse osv. Engang imellem havde vi nok en daglejer, men det var sjældent. Og så 110 kr. i løn for et helt år. I nabogården tjente en karl, der hed Jens Jensen, senere Jens Hyldgaard, han blev den danske husmandsbevægelse førstemand og fører, i mange år rigsdagsmand; ham og hans yngre broder Nicolaj kom vi tit sammen med. \endash Mens jeg var i Hagelskjær blev der bygget et nyt mejeri ved Ikast. I forvejen var der nok et mindre mejeri, men de kunne vist ikke enes, Johannes Hagelskjær var formand for det nye mejeri, broderen Jens Thygesen var sognerådsformand. Første november 1895 flyttede jeg til "Flæskager" også i Ikast sogn; ejeren Rasmus Rasmussen, kaldet Rasmus Flæskager, var tillige hjulmand og tømrer; han var enkemand og havde ikke mindre end 6 hjemmeværende døtre og 1 søn, Jørgen. Gården var nok på ca. 60 tdr. land, 15 bygningerne nyopførte efter en brand året i forvejen og der var 2 heste, et par stude og 8-10 malkekøer. De to ældste af døtrene Margrete og Eliane var sypiger og gik en del ud at sy for fremmede; Ane Kirstine og Laurence stod mest for husholdningen. Laurence tjente jeg sammen med i de godt 1 1/2 år i Hagelskjær. Og endelig var der pige nr. 5 Metha og Jørgen på 14 år samt den yngste Johanne på 12 år. Da der ikke var nok at bestille i huset til alle de piger, gik de meget ud og var med ved hvad som helst: Strøede gødning, bandt havre op i høsten, kørte harve, malkede osv. og desuden strikkede og hæklede de hovedtørklæder for en forretning i Herning. Rasmus Flæskager var altså også hjulmand og tømrer og drev som sådan også forretning \endash dertil havde han en svend som medhjælp. Svenden hed Søren Sørensen og var i lære hos Søren Nedergaard, da denne 6 år tidligere lavede om på Ole Poulsens stuehus i Keilstrup. Forretningen bestod hovedsageligt i at modernisere gamle vogne. Når en vogn var sat i stand og malet, byttede han den væk for en anden, der trængte til istandsættelse og fik dertil en slump penge. Han lavede også skoleborde til en skole i nabosognet Sunds. I Ikast var det meget almindeligt med ungdomsgilder på skift i gårdene, hvor man legede forskellige lege, men det gik med disse gilder som med så meget andet efter den ny præsts ankomst: De fik et andet præg; der blev sunget en del sange og holdt andagt. Mens jeg var i Flæskager blev der holdt en ungdomssammenkomst i Hagelskjær, hvortil de unge fra Flæskager var indbudt, men jeg var ikke bedt med; det var ellers almindelig skik, at tjenestefolkene kom med til disse gilder \endash sønnen Jørgen var heller ikke med, men han var jo kun 14 år. Dagen efter spurgte Jørgen en af søstrene, Metha, hvordan det kunne være, at Hans ikke skulle med til gildet i går; hun svarede: "Nej da, tror du det var for en hedning at være mellem så mange?" Jørgen fortalte mig igen, hvad søsteren havde sagt \endash det gjorde mig ondt at høre, men det bidrog nok i væsentlig grad til, at jeg alvorligt overvejede at blive døbt. Ved første ledlighed sendte jeg bud med den ældste datter, Margrete, til pastor Brostrøm, om at jeg gerne ville døbes; få dage efter blev jeg sagt til møde i præstegården til overhøring i kristendomskundskab af begge præster. Der blev med det samme fastsat en dag, hvor jeg skulle møde i kirken; det var en søgnedag den 20. marts 1896 og der var ikke andre til stede end præsten, degnen og mine to faddere, husbond og hans ældste datter. Dåben foregik på den måde, at jeg knælede ned på en skammel ved døbefonten og svarede selv på spørgsmålene. I dåben fik jeg et nyt navn \endash jeg havde tænkt på den tvivlende Thomas, og det navn valgte jeg. Efter dåben gik eller kørte vi hjem til Flæskager og efter hjemkomsten gik jeg ind på mit lille kammer og knælede ned og bad \endash jeg husker ikke, om hvad \endash men da jeg rejste mig op igen følte jeg en usigelig glæde i mit indre og en fast forvisning om, at nu var jeg af Guds nåde et Guds barn. Denne lykketilstand varede selvfølgelig ikke ved, djævelen er vor sjælefjende og stadig virksom \endash det skal nok lykkes ham at få os pillet ned og bildt os ind, at frelsesvisheden blot er en ønskedrøm. Men godt, at vi har Guds ord og at vi må ty hen til nadverbordet og de helliges fællesskab, der giver ny kraft til striden. Det var ellers en lærerig plads i Flæskager. Jeg lærte at male vogne, lave kit, rette søm og slå dem i. Vi pløjede og harvede marken på egen hånd; jeg var en slags forkarl, skulle fure op og pløje agrene af. Jo, vi arbejdede med liv og lyst, for Rasmus forstod at rose os, så vi gik på med frisk humør. Den ældste datter Margrete havde været på Haslev højskole et årstid i forvejen og hun var fuld af lovsang over, hvad hun der havde oplevet; siden havde hun haft plads hos en præst i Jyllinge ved Roskilde. Begejstringen for Haslev smittede mig, så jeg fik lyst til et par år senere at prøve Sjælland. Jeg fik lavet en vaskemaskine til Mor \endash den kostede 7,- kr. ikke nogen større sum, men i betragtning af, at hele min årsgage udgjorde alt ialt 125,- kr., kunne det være nok for mig. 16 [13] I Li l le Bredlund. Første november 1896 var min tjenestetid hos Rasmus Rasmussen Flæskager til ende og jeg fik en anbefaling af følgende ordlyd: Thomas H.C.T.C. har tjent mig 1. november 1895 til 1. november 1896 og i den tid har han udført sit arbejde med flid og troskab. Tulstrup, pr. Ikast R. Rasmussen. Mine forældre havde solgt ejendommen i Gludsted og købt en anden i Lille Bredlund i Vrads sogn kun et par km borte. Gården var på ca. 60 tdr. land, og nu skulle jeg hjem og være dem til hjælp. Hjemturen foregik på den måde, at Jørgen Flæskager kørte mig de 11 km. til Isenvad og der mødte Far og tog imod mig for at køre mig de sidste 14 km. Far passede selv kreaturerne og jeg pløjede stubjord og tærskede korn \endash roer dyrkede vi ikke dengang. Der var ikke noget, der hed løn, men der blev dog ikke så få dage, hvor jeg tærskede korn, mest rug, hos en ung nabo Søren Mikkelsen \endash jeg fik 25 øre for traven (60 neg) + kosten; det var temmeligt strengt arbejde for en knægt på 17 år, men jeg tog fat med godt humør og nåede som regel 3 traver om dagen og det gav efter den tids regnekunst en hel pæn dagløn. Mors bedstemor, eller rettere Mors Morfars (Mads Bjørnskov) anden hustru havde i nogle år ophold for betaling hos mine forældre \endash 30 kr. pr. kvartal \endash hun havde ellers aftægt og lejlighed i gården Bjørnskov, som hendes mand havde haft i eje. Men da hun var gammel (vist 89 år) kunne hun ikke godt være alene, men ville gerne være hos Mor, for med hende var hun fælles om medlemskabet i baptistsamfundet, noget som hun ikke fandt forståelse for hos morbror Mads Madsen (den daværende ejer af Bjørnskov), der havde sine interesser andetsteds og kun var glad for at være hende kvit. I julen var jeg en tur i Ikast og gjorde besøg hos både Flæskager og Hagelskjær; der var stadig åndeligt røre og blandt andre var også min gamle husbond Johs. Hagelskjær blevet retvendt. Ved et møde i Hagelskjær blev Kristeligt Dagblad stærkt anbefalet bladet var da i sin vorden. Efter jul gik det stærkt ned ad bakke med gamle oldemors helbred; hun var sengeliggende og kunne ikke hjælpe sig selv med noget. Jeg kan endnu høre hende sige: "Læsk mig lidt, Mor!" hun skulle tit have lidt at drikke. Hen i februar måned døde hun stille og rolig som sol i høst går ned. Jeg husker, det var en stille, stjerneklar aften med lidt sne på jorden, for jeg blev sendt over til naboen Mikkel Sørensen for at bede hans kone om at komme over og hjælpe Mor med vask og ordning af liget. Det blev lagt på strå: I gæsteværelset blev en bordplade lagt på et par stole, et lag langhalm ovenpå til leje for liget, som dækkedes til med et lagen. Dagen efter gik der bud til snedkeren, som tog mål og lavede kiste, hvorefter liget blev iført ligtøjet og lagt i kisten, som derefter blev hensat i tærskeloen til begravelsesdagen. En begravelse koster penge og var der noget, det var småt med i mit hjem, så var det penge, men noget måtte der gøres. I Silkeborg, hvortil vi havde 26 km, var der marked en af dagene og efter megen overlæg blev det vedtaget, at jeg skulle trække til marked med et par køer, men for at der kunne være lidt udvalg, fik jeg 3 køer og 1 kvie koblet sammen. Jeg trak hjemmefra dagen før markedet og skulle overnatte i Funder kro, hvortil jeg nåede i skumringen, fik installeret køerne og selv anvist kammer at sove i ude i kørestalden. Jeg havde vel nok mad med og fik en kop kaffe på kroen, sad derefter og så på kortspillet. Jeg undrede mig over en møllersvend, som kun havde en arm \endash han klarede sig godt med at spille kort, og der blev sagt, at han klarede mølleriet godt. Ude i kammeret var der noget klamt og koldt, men jeg var ikke forvænt og fandt det i sin orden. Næste morgen stod jeg tidligt op, fik kaffe, kom afsted med køerne og nåede i god tid Silkeborg. Efter aftale skulle vor nabo Søren Mikkelsen hjælpe mig med at sælge 1-2 eller 3 af 17 kreaturerne som vi nu bedst kunne. Han var kørende til marked. Jeg stod der troligt og holdt ved køerne fra tidlig på formiddagen til hen midt på eftermiddagen i vinterkulden kun afløst af Søren Mikkelsen mens jeg fik en kop kaffe; og så syntes jeg da, at lidt godt skulle jeg have med hjem fra markedet, og købte 1/2 fjerdingkar æbler, men de var desværre frosne og hårde som sten; jeg fik dem i et lommetørklæde og havde dem i hånden hele den lange vej hjem. Nå, men handelen ville ikke gå \endash ikke et eneste bud fik vi, så jeg begyndte noget nedtrykt på hjemturen, men da jeg var kommet et godt stykke ud ad landevejen, kom der en mand og slog følge med mig. Han spurgte mig ud \endash om jeg havde været til marked? \endash og jeg fortalte ham, hvordan det var gået. Jo, kvien ville han da nok købe og give 35 kr. for \endash en stor 2-års kvie!! \endash nå ja, tænkte jeg, vi skulle jo bruge penge og lod ham få kvien. Det var mørkt inden jeg nåede hjem; træt og øm på benene var både køerne og jeg, vi havde da gået 32 km på en dag og 20 km dagen i forvejen. Far var ikke så lidt skuffet over det dårlige resultat, men man kan nu engang ikke tvinge folk til at købe. Et par dage efter fandt begravelsen sted på Nørre Snede kirkegård. Det var et forrygende snevejr. Liget blev kørt på slæde og følget ligeså \endash der var kun de nærmeste naboer og Mors søskende \endash de havde skovle med for at være sikker på at komme igennem. Ikke længe efter begravelsen byttede Far ejendommen i Lille Bredlund med en ejendom i Stilbjerg i Ringgive sogn \endash den var på 100 tdr. land, men kun de 30 var opdyrket, resten lå i hede og mose. Da mageskiftet var uden besætning, blev der afholdt en auktion på ejendommen i Bredlund; det var dog nærmest over en del gammel ragelse \endash den levende besætning flyttede vi med over til den nye gård. Den samme vinter tænkte jeg meget på at få lejlighed til at læse og Far havde i den anledning henvendt sig til lærer Jesse i Frisbæk skole; han var villig til at give mig nogen privat undervisning, men det blev kun til nogle enkelte dage, da flytningen omkring 1. april afbrød det hele. Fra vinteren i Bredlund har jeg en erindring, som ikke hører til de lyse. Min ældre broder Anker tjente dengang på en gård på Tørring-egnen, hvorfra han engang imellem kom hjem på besøg. En dag hen imod aften kom han beruset hjem. Det var ikke nogen sjældenhed, at han drak, men det er eneste gang, jeg husker han kom hjem i den forfatning. Han gik og dinglede, Mor ville have ham med ind, men han ville hen til naboen, løb på en grøftevold, hvor han ikke kunne balancere, faldt og kom til at ligge med hovedet nedad. Han kunne ikke rejse sig op igen, så jeg hjalp ham på benene og fik ham med hjem i seng. Når jeg tænker på ham og mange andre indenfor familien og bekendtskabskredsen som har ligget under for drikkeriets last og derved ødelagt både sig selv, deres familieliv og fremtid, kan det måske forstås, at jeg hader spiritus under enhver form og gerne gør, hvad jeg kan for at mine børn ikke skal hengive sig til drikkeriets forbandelse. Det begynder i al uskyldighed med et glas vin eller øl og lidt efter lidt vækkes lysten og begæret og tager magten. Derfor er mit råd. Fly, fly al drikkeri af spiritus under enhver form. En anden erindring fra den tid: Min ældre broder Mads havde været 5 år i udlandet, Tyskland, Sweitz og Frankrig, og kom hjem den vinter for at begynde for sig selv som skrædermester, men manglede penge til at komme i gang for; han fik så den ide at gå til alle farbrødre og morbrødre og bede dem enten låne sig eller kautionere for ham et beløb på 200 kr.; og det lykkedes ham virkelig på den måde at skaffe et par tusinde kroner til veje. Han begyndte forretning i Esbjerg på Kongensgade, men der varede det kun kort, så kom han til Aarhus på Store Torv og der gik det nogenlunde. [14] I St i lbjerg, Ringgive sogn. Omkring 1. april 1897 flyttede vi med kvæg, heste, vogne og indbo den 42 km lange vej fra Lille Bredlund til Stilbjerg i Ringgive sogn; jeg og mine to mindre brødre Marinus og Johannes trak 18 med de hornede og Far kørte for familiens øvrige medlemmer. Vi holdt hvil undervejs hos moster Anne og onkel Søren Svendsen i Hedegaard, hvor vi blev vel modfaget og spiste sødsuppe og andet godt til middag. Det var et sted, hvor vi altid var glade for at komme; som mindreårige kom vi der ikke så sjældent og det var altid noget af en begivenhed. Marken gik ned til et par små indsøer, Enså og Trindsø, hvor fætrene havde en båd, som de fiskede fra. Vi fik gerne ved besøgene en sejltur, og moster gav os altid god mad, kogte æg osv. Efter en hvilepause fortsatte vi igen med kreaturerne \endash det var en drøj tur og sent blev det inden vi nåede veds ende. Far var med familien ankommet før os. Nabo til ejendommen i Stilbjerg boede en mand, der hed Hans Andersen eller Hans Sjællænder, som var hans navn i daglig tale. Han havde tidligere været forfalden til drik, men ved en fuld og hel omvendelse var han blevet friet ud af drikkeriets lænker; han var blevet en glad og lykkelig kristen og fik megen betydning for mig i de par år, vi boede der; han sang godt og gerne og levede i det hele et afgjort kristenliv. Han havde en lille ejendom med 1 hest og et par køer, desuden var han tækkemand og kom vidt omkring som sådan. Og endelig var han plantør på et areal på 140 tdr. land. Kommunen havde nogle år i forvejen købt arealet for 5 kr. pr. tdr. land og lod det nu beplante med gran og fyr i stykker på nogle tdr. land årligt. Også en lille planteskole skulle Hans Andersen tage sig af. Det gav meget arbejde, også mere end han kunne overkomme. Han tilbød mig at hjælpe ham for 1 kr. pr. dag + kosten, og senere da plantningen var forbi skulle jeg med ham på tækkearbejde. Jeg tog med glæde imod hans tilbud og var altid glad for at arbejde sammen med ham. Pengene fik jeg altid omgående. Der var også en anden nabo; hans gård kaldte vi banegården, fordi Hedeselskabets ca. 3 mil lange mergelbane til Grinsted og omegn udgik derfra. Mergelen blev gravet på gårdens mark \endash og der var der også et teglværk, hvor de brændte stenene ved hjælp af tørv fra hans egen mose. Han solgte stenene til Grinsted og de transporteredes også med mergelbanen. Denne mand havde også arbejde i overflod både ved teglværket med at ælte leret, vende stenene og siden trille dem ind i tørreskuret, og tillige i høsten. Jeg arbejdede en del hos ham, men det kneb desværre med at få pengene hos ham \endash jeg har således endnu 19 kr. tilgode hos ham fra den tid. Ellers var det flinke folk. De havde mange børn, som alle så tidligt som muligt var med i arbejdet. Det var også der, jeg var med til at tærske rug på maskine \endash en håndtærskemaskine \endash det var ikke særlig sjovt, det kostede sved, så det forslog. Hos en tredie nabo, murermester Hans Petersen, havde jeg også lidt arbejde \endash han holdt 4 mand, dels svende dels lærlinge i arbejde; jeg var med en ugestid som håndlanger. Og hjemme skulle jeg også hjælpe lidt til engang imellem og som vederlag herfor have et får på foder og græs, således at hvad uld og lam kunne indbringe tilfaldt mig. I Stilbjerg-tiden søgte jeg en del i kirke i Grene \endash 7 km det var en filialkirke til Grinsted og bygget nogle år i forvejen. På den tid var der en ung troende præst, pastor Vibe-Petersen, senere provst i Rødding, Sønderjylland \endash han var en god mand, som jeg gerne hørte. Vi kom også en del til Grønbjerg, hvor der var et missionshus og jævnlig blev holdt møder, også for KFUM og søndagsskolen og vi havde kun et par km dertil \endash desuden holdt Hans Sjællænder søndagsskole i Stilbjerg skole, bistået af lærer Søskov. Hans Sjællænder havde selv 2 ukonfirmerede børn hjemme, Gustav og Agnete, et par flinke og venlige børn, desuden havde han 2 sønner og 1 datter over den alder. I det hele var der ikke så få troende mennesker på den egn. I Grønbjerg missionshus hørte jeg en ung lærer fra Tarm-kanten, han talte og sang en ny sang for os, han har nu i mange år været folketingsmand for Ringkøbing amtskreds \endash Vesterager hedder han. Fra 1. november 1897 lod jeg mig fæste for den halve tid, det vil sige hveranden uge, til min morbroder gårdejer Christian Madsen i Lille Hestlund, Give sogn, en gård på 70-80 tdr. land, deraf en del mose og eng \endash løn for et år blev sat til 110 kr. + græs og foder til et får. 19 Henad foråret 1898 måtte mine forældre opgive landbruget; der var nu ikke mere mulighed for at skaffe de fornødne penge til renter og afdrag på de stadig voksende gældsbyrder. Selv om det var forholdsvis beskedne beløb, det drejede sig om, så var det nok til at overstige deres evner. Der var 4000 kr. løs gæld og 2700 kr. til kreditforeningen med pant i ejendommen. Da renterne ikke blev betalt i rette tid, overtog kreditforeningen ejendommen som pant og lod den stille til offentlig auktion, men det blev kun til 2000 kr. for de 100 tdr. land, og der var dog lidt besætning, vistnok 1 hest og 3-4 køer og lidt avlsredskaber. Mine forældre lejede nu en lejlighed i Vejle i Fiskergade tæt ved den gamle dampmølle. Far gik på tilfældigt arbejde og Mor forsøgte sig med lidt handel med brød, øl og mælk, men kun med mådeligt held i begyndelsen. Der var endnu 5 mindreårige børn i hjemmet, så der skulle noget til hver dag. Senere fik de en lejlighed på Vardevej og Far fik stadigt arbejde på Hess's fabrikker, hvor der var en formand, som mange år i forvejen havde arbejdet hos Far \endash det har vel nok haft nogen årsag til Fars stadige arbejde der. Mor fik efterhånden oparbejdet lidt mere handel, de større børn fik budpladser i byen, så de klarede sig efterhånden så godt, at Mor sagde, de aldrig havde haft det så godt som nu på deres gamle dage. Da mine forældre var flyttet til Vejle, fik jeg mit tilhold hos Hans Sjællænder i den halvdel af tiden, hvor jeg ikke var i Hestlund. Hos min morbror Christian havde jeg det godt i enhver henseende, og tante Johanne vidste aldrig alt det gode hun ville gøre mig. Der var ingen fremmede folk, men 6 børn, hvoraf endnu ingen var konfirmeret; den ældste var en pige på 13-14 år og så sønnen Mads på 12 år, vi hjalp efter bedste evne hinanden ved arbejdet. I den anden halvdel af min tid var jeg mest sammen med Hans Sjællænder enten på tækkearbejde eller ved andet løst arbejde. Jeg havde søgt og også fået bevilget understøttelse til et ophold på Haslev højskole og var besluttet på at gå til session for at få soldatertiden overstået i forlængelse af højskoleopholdet. Den 22. oktober mødte jeg da på session i Vejle og erklæret for stedse uskikket til al krigstjeneste og iflg. lov om værnepligt af 6. marts 1869 § 18 slettet af rullen. Så det blev jeg hurtig færdig med. Vi var 16 fra Ringgive sogn på sessionen i Vejle den dag og på udvejen snakkede vi om, at vi ikke vidste af at nogen af os fejlede noget, men der blev alligevel kun udtaget 4 \endash resten blev enten kasseret eller vist hjem til næste år. Den 2. november samme år kl. 4 om morgenen påbegyndte jeg min første sjællandsrejse; det foregik med fragtvogn fra Stilbjerg til Vejle, hvortil vi ankom ved 8- tiden. Jeg besøgte mine forældre, fik mad og mange gode ønsker med på rejsen. Kl. 1 gik toget til Fredericia og derfra videre med færgen til Strib, atter med bane til Nyborg, hvor der atter skiftedes til færge; det var nu blevet stærk blæst, så den gyngede noget; og det i forbindelse med de mange rejsende bevirkede, at vi efterhånden blev meget forsinkede inden vi nåede Roskilde \endash vi var 4 timer forsinkede, så toget sydpå efter Haslev var forlængst afgået. I Roskilde traf jeg sammen med 3 andre unge mænd, der også skulle til Haslev højskole; vi gik en tur i byen for om muligt at finde et natlogi, men da det viste sig at koste 2 kr. \endash en stor sum dengang \endash bestemte vi os til at overnatte på banegården i ventesalen. Vi stillede borde og bænke sammen og gjorde os det så bekvemt som muligt på de hårde bænke; der var foruden os 4 en hel del rejsende sydpå. Damerne fik overladt 2. kl. ventesal med de bløde sofaer \endash vi andre måtte skiftevis ligge eller gå frem og tilbage på gulvet som vi nu kunne holde ud til det. Dagen efter afgik toget sydpå kl. 8 1/2 og vi nåede Haslev i god behold og blev vel modtaget på højskolen. [15] På Haslev højskole. Haslev højskole var i vinteren 1898-99 besøgt af 110 elever, der fordelte sig som følger: Håndværkerafdelingen under bygmester Christensens ledelse 50 elever, landbrugsafdelingen under landbrugskandidat Sandbæks ledelse 20 elever, højskoleafdelingen havde 40 elever fordelt i 2 klasser 20 med lærerne Lauritzen, Underbjerg og gamle lærer Hansen; desuden havde vi forstander Davidsen i enkelte timer ligesom forpagter Burmeister gav undervisning i landbrugsregnskabsføring og dyrlæge Andreasen samt læge Paludan-Müller holdt enkelte foredrag. Iøvrigt kom der mange fremmede talere i vinterens løb, bl.a. cand.teol. Olfert Ricard, præsterne A.Fibiger, Cold og Ingomar Petersen, alle fra København og desuden Aksel Bülow, som var fætter til fru Davidsen. Missionær Anders Stubkjær med piben, ja selve den gamle pastor Vilhelm Beck var der også engang på besøg, men han talte ikke til os han havde vist ikke tid, men der var stor opstandelse, da han skulle rejse: Alle eleverne var stillet op langs begge sider af opkørselen til højskolen for at hilse den gamle høvding. Livet på højskolen formede sig ellers meget fornøjeligt; der blev sørget for, at vi altid havde nok at bestille, regne- og skrivetimer vekslede med oplysende og belærende foredrag. Hver dag indledtes med andagt ved forstander Davidsen, derefter et foredrag skiftevis ved de forskellige lærere. Efter middagspausen hold Davidsen altid foredrag \endash hvortil alle eleverne var samlede \endash om store mænd enten fra Bibelen eller fra historien; det var for mig højdepunktet i undervisningen. I fritiden læste vi lektier, regnede, skrev stil, tegnede eller gik en tur i den smukke omegn, undertiden i samlet flok til de tæt ved liggende grevskaber Bregentved og Gisselfeld, hver for sig en seværdighed \endash en enkelt gang gik turen til Denderup Venge med overdrevsbakken, 116 m, vistnok Sjællands højeste punkt. Det traf sig også, at vi legede; en meget yndet sport var at klappe hinanden i bagen. Det foregik på den måde, at en af deltagerne tog plads på en stol med en hue i skødet, medens en anden af deltagerne bøjede sig med ansigtet ned i huen; de øvrige stillede sig i rundkreds og en af dem gav ham et klask bagi med den flade hånd, hvorefter den "slagne" hurtigt skulle rette sig op og udpege, hvem der havde slået \endash fandt han den rigtige, skiftede de plads \endash ellers om igen. Ved afslutningen af dagens arbejdstimer blev der holdt andagt inden spisetid af en af lærerne \endash hertil var også alle eleverne samlede. Varme på værelserne kendtes ikke dengang og lys var det meget småt med: Vi fik til hvert værelse udleveret et lys, som skulle gælde for alle 3 eller 4 for en uge. Vi opholdt os derfor næsten altid i klasseværelserne om aftenen og arbejdede med forskellige opgaver; der var nemlig god varme, og lys fik vi fra petroleumslamper. Luften var ikke altid lige god. Det var forbudt at ryge i klasseværelserne, men en lille rødhåret mejerist mente at kunne tillade sig en lille smøg på en lang porcelænspibe; en dag, han var gået i gården, havde han stillet piben fra sig i et hjørne, og så var der et par kammerater, der havde fået fat i en mus; de stoppede musen i piben, lidt tobak ovenpå og stillede piben på plads igen. Da så vor mejerist kom op igen, skulle piben tændes, men det varede ikke længe før der blev en slemt sveden lugt og den rødhårede begyndte at spytte \endash han røg aldrig mere i klassen. Inden vi gik i seng, holdt vi igen en lille andagt, hvor vi elever, som kunne og ville, skiftedes til det \endash det var en god skik, som også gav nogen frimodighed. I julen, hvor næsten alle eleverne rejste hjem, var vi en 5-6 stykker, der på grund af pengemangel eller anden årsag, tilbragte juleferien på skolen, men vi var ikke at beklage, vi havde det meget fornøjeligt, dels fik vi udført en hel del regning, tegning og hvad der ellers kunne være. Vi blev også indbudt til juletræ i missionshuset og hos Davidsens og lærerne. Jeg var meget glad for den jul i Haslev. I det hele taget kan jeg sige, at højskoletiden var en rig og lykkelig tid, som jeg siger Gud tak for; vi fik åbnet blik og tanker for mangt og meget, ikke mindst havde kammeratskabet stor betydning. \endash Om søndagen var det ikke sjældent, vi gik i kirke i Dalby, godt 7 km, hvor vi hørte provst Bloms klare forkyndelse; undertiden gik nogle til Braaby kirke, hvortil der kun var 3-4 km \endash der prædikede pastor Baumann, som en del år var formand for Dansk Missionsselskab. Søndag aften var der møde i missionshuset \endash i reglen ved en fremmed t | Christensen, Hans Christian Tolstrup (I14348)
|
| 90157 | Åge Alfred Andersen Forældre: Husmand Laurs Andersen og Husutru Ane født Nielsen 38 aar af Voerladegaard Mark | Andersen, Åge Alfred (I14580)
|
| 90158 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I13561)
|
| 90159 | Åge Andersen Forældre: Gårdmand Hans Andersen Kristensen og hustru Ane Jensine Jensen (28 år), Ørnsholt. | Andersen, Åge (I24507)
|
| 90160 | Åge Andersen Forældre: Vejmand Morten Peter Andersen og hustru Andrea Marie Sørensen (32 år), Hover Mark. | Andersen, Åge (I33053)
|
| 90161 | Åge Andreas blev hjemmedøbt 3 dec.1895. I kirken: Åge Andreas Wohlert Forældre: Indsidder Gustav Wohlert og hustru Kirstine Cathrine Frandsen (34 år), Spettrup Mark. Faddere: Kjøbmand Kristen Baggesgårds hustru Margarethe Christina Schvennsen, Spettrup, husmand Iver Kristiansens hustru Christine Kristiansen, Spettrup Mark, tømrer Christian Christensen, Spettrup Mark og barnets fader. | Wohlert, Åge Andreas (I27034)
|
| 90162 | Åge Andreas Wohlert Forældre: Indsidder Gustav Wohlert og hustru Kirstine Cathrine Frandsen (34 år), Spettrup Mark. | Wohlert, Åge Andreas (I27034)
|
| 90163 | Åge Bernhard blev hjemmedøbt 2 jun.1902. Tilstede: Forældrene, restauratør G. Sanberg og particulier P. Nielsen. I kirken: Åge Bernhard Jespersen Forældre: Vognmand Marius Jespersen og hustru Ane Frederikke Larsen (28 år), Silkeborg. Viede i Skanderup. Faddere: Banearbejder Carl Hansen og hustru, København, pige Ingrid Larsen, restauratør G. Sandberg og faderen, Silkeborg. | Jespersen, Åge Bernhard (I22125)
|
| 90164 | Åge Bernhard Jespersen Forældre: Vognmand Marius Jespersen og hustru Ane Frederikke Larsen (28 år), Silkeborg. | Jespersen, Åge Bernhard (I22125)
|
| 90165 | Åge blev hjemmedøbt 13 jul.1906. I kirken: Åge Kjærsgård Forældre: Gårdmand Jens Thygesen Kjærsgård og hustru Petrine Knudsen (33 år) af Lund. Faddere: Pige Margrethe Larsen af Lund, husmand Niels Madsen og hustru Ane Madsen af Lund Huse og faderen. | Kjærsgård, Åge (I26531)
|
| 90166 | Åge blev hjemmedøbt 13 jun.1940. I kirken: Åge Jensen Forældre: Husmand Peder Tolstrup Jensen (f.18.8.1901) og hustru Ane Johanne f. Jensen (f.3.3.1902) af Petersminde, Glarbo. Viede 26 maj 1928 i Them Kirke. Faddere: Husmand og arbejdsmand Anton Jensen, Glarbo og hustru Johanne Jensen (bar barnet), arbejdsmand Åge Jensen, Salten og hustru Erna Jensen (kaldet ????) og barnets fader. | Jensen, Åge (I26303)
|
| 90167 | Åge blev hjemmedøbt 2 feb.1908 af pastor Madsen I kirken: Åge Laursen Forældre: Boelsmand Søren Peter Laursen og hustru Jensine Josefine Jensen (27 år), Gjesing. Faddere:Barnets moder - arbejdsmand Jens Mikkelsens hustru i Gjesing - faderen - ungkarl Rasmus Jensen, Svinsager. | Laursen, Åge (I9173)
|
| 90168 | Åge blev hjemmedøbt 24 jul.1921. I kirken: Åge Gulddal Andersen Forældre: Gårdejer Anders Andersen (37 år) og hustru Johanne f. Sørensen Guldahl (32 år). Viede 24 okt.1919 i Uldum Kirke. Enke Maren Andersen, Linnerup, bar barnet. Faddere: Gårdejer Jens Gulddal og hustru Marie og brugsforeningsuddeler Ivar Sørensen, Hjortsvang. | Andersen, Åge Gulddal (I24483)
|
| 90169 | Åge blev hjemmedøbt 26 jan.1922 af lærer Sørensen i Foerlev. I kirken: Åge Christensen Forældre: Husmand Niels Carl Christensen (48 år) og hustru Mikkeline Petrea f. Laursen (36 år) af Foerlev. Faddere: Fru Mette Madsen, Foerlev - fru Emma Jensen, Foerlev - husmand Søren Hagen Madsen, Foerlev - indsidder Jens Jensen, Foerlev. | Christensen, Åge (I19865)
|
| 90170 | Åge blev hjemmedøbt af provst M.K.Mogensen 7 jan.1909. I kirken: Åge Svendgård Forældre: Gårdejer i Astrup Niels Pedersen Svendgård og hustru Amalie Mathilde Rasmussen, 28 år. Faddere: Moderen - husmandskone Kristine Søndergård, Solbjerg - aftægtsmand Christen Svendgård, Astrup - husmand Søren Søndergård, Solbjerg - faderen. | Svendgård, Åge (I6039)
|
| 90171 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I32190)
|
| 90172 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I32190)
|
| 90173 | Åge Brønd Forældre: Slagter Jørgen Brønd og hustru Agnes Kristine Laurine Pedersen (24 år), Østbirk by. | Brønd, Åge (I22856)
|
| 90174 | Åge Christian Jensen Forældre: Murer Rasmus Hansen Bøttger Jensen og hustru Hansine Marie Davidsen (34 år). | Jensen, Åge Christian (I32714)
|
| 90175 | Åge Due Forældre: Murer Søren Peter Møller Nielsen Due og hustru Ane Marie Hansen (26 år), Østbirk. | Due, Åge (I26593)
|
| 90176 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I19475)
|
| 90177 | Åge Emil blev hjemmedøbt 11 aug.1890. I kirken: Åge Emil Hartvig Schougård Forældre: Ugift Hartvigine Sophie Kirstine Hartvigsen (26 år). Udlagt barnefader, gartner Søren Nielsen Schougård af Velling. Forældrene ægteviede 19 dec,1890 i Horsens Vor Frelser Kirke. Faddere: Ungkarl Hans Jørgen Schougård, gårdmand Hans Jørgen Hartvigsen af Stobberup, madam Caroline Thorborg og pige Hansine Petersen. Anm.: Moderens opholdssted 10-månedersdagen før barnets fødsel var Horsens. | Schougård, Åge Emil Hartvig (I32942)
|
| 90178 | Åge Emil Hartvig Schougård Forældre: Ugift Hartvigine Sophie Kirstine Hartvigsen (26 år). Udlagt barnefader, gartner Søren Nielsen Schougård af Velling. | Schougård, Åge Emil Hartvig (I32942)
|
| 90179 | Åge Emil Møller Forældre: Husmand Niels Møller og hustru Dagmar Emilie Pouline Andersen (24 år), Næsby Huse. | Møller, Åge Emil (I28361)
|
| 90180 | Åge Evald Pommerenck Forældre: Nikolai Christian Pommerenck, arbejdsmand og hustru Gerthea Marie f. Jørgensen (39 år), Lille Blegdamsvej 6. | Pommerenck, Åge Evald (I34713)
|
| 90181 | Åge Grimstrup Pedersen Forældre: Peder Grimstrup Pedersen, gårdmand i Hornborg og hustru Mette Kirstine Pedersen, 39 år. | Grimstrup, Aage Pedersen (I3893)
|
| 90182 | Åge Gulddal Andersen Forældre: Gårdejer Anders Andersen (37 år) og hustru Johanne f. Sørensen Guldahl (32 år). | Andersen, Åge Gulddal (I24483)
|
| 90183 | Åge Hansen Forældre: Fodermester Aksel Thorvald Hansen (f.9.6.1908) og hustru Valborg Eriksen (f.13.1.1915), Kannerup, Hansted sogn. | Hansen, Åge (I121)
|
| 90184 | Åge Hansen Forældre: Gårdejer Hans Madsen Hansen (43 år) og hustru Nielsine Katrine Kristensen (33 år) af Kalhave by. | Hansen, Aage (I4679)
|
| 90185 | Åge Hansen Forældre: Gårdmand Jesper Hansen og hustru Else Cathrine Pedersen (36 år) af Vrønding. | Hansen, Åge (I30412)
|
| 90186 | Åge Hansen - Landbrugsmedhjælper i Kalhave, født sammesteds. Ugift. Søn af gårdejer Hans Madsen Hansen og hustru Nielsine Katrine Kristensen, Kalhave. - Født 29 dec.1920. Begravet på Hornborg Kirkegård. | Hansen, Aage (I4679)
|
| 90187 | Åge Hansen - Landbrugsmedhjælper i Kalhave, født sammesteds. Ugift. Søn af gårdejer Hans Madsen Hansen og hustru Nielsine Katrine Kristensen, Kalhave. - Født 29 dec.1920. | Hansen, Aage (I4679)
|
| 90188 | Åge Hansen Hyldborg Forældre: Murer Lauers Peter Hansen Hyldborg, Sønderby Mark og hustru Maren Jensen (22 år). | Hansen Hyldborg, Åge (I34841)
|
| 90189 | Åge Hansen, ungkarl og tømrer i Gadbjerg by og sogn, Tørrild herred. Født 18 jul.1874 på Vrønding Mark, Tamdrup sogn, Nim herred af forældrene, aftægtsmand Jesper Hansen på Vrønding Mark og afdøde hustru Else Katrine Pedersen. Helga Madsen, pige i Hvirring Brugsforening og sogn, Nim herred. Født 3 dec.1877 i Hvirring by og sogn, Nim herred af forældrene, snedker Lavst Madsen og hustru Johanne Kirstine Knudsen i Molgjer. Viet 19 okt.1901 i Hvirring Kirke. Forlovere: Aftægtsmand Jesper Hansen på Vrønding Mark og snedker Lavst Madsen i Molgjer. | Familie: Åge Hansen / Helga Madsen (F9825)
|
| 90190 | Åge Harald Petersen Forældre: Mekanikus Søren Peter Petersen og hustru Katrine Jensen (29 år), Skolegade. | Petersen, Åge Harald (I28056)
|
| 90191 | Åge Henrik Meyer Forældre: Gårdejer Daniel Viktor Meyer og hustru Anne Marie Nielsen (25 år) af (Nørre) Vilstrup. | Meyer, Åge Henrik (I32697)
|
| 90192 | Åge Henry Simonsen Forældre: Murer Frederik Julius Simonsen og hustru Kirstine f. Nielsen (38 år) af Stilling Station. | Simonsen, Åge Henry (I35428)
|
| 90193 | Åge Hermann Nielsen Forældre: Boelsmand Søren Nielsen (f.9.10.1891) og hustru Sigrid Mathilde Jensen (f.4.1.1899), Spettrup Mark. | Nielsen, Åge Hermann (I36747)
|
| 90194 | Åge Immanuel Tønning Kristensen Forældre: Uddeler i Brugsforeningen Ingvard Immanuel Kalle Christensen og hustru Petra Mette Mortensen (24 år) af Nimtofte. | Tønning Kristensen, Åge Immanuel (I21904)
|
| 90195 | Åge Jensen Forældre: Gårdejer i Grobe, Daugård Mark, Jens Kristian Jensen og hustru Kirstine Sørensen (33 år). | Jensen, Åge (I34596)
|
| 90196 | Åge Jensen Forældre: Gårdejer Niels Jensen og hustru Ane Laursen (38 år) af Gl. Rye. | Jensen, Åge (I21323)
|
| 90197 | Åge Jensen Forældre: Husmand Peder Tolstrup Jensen (f.18.8.1901) og hustru Ane Johanne f. Jensen (f.3.3.1902) af Petersminde, Glarbo. Åge og Ejnar var tvillinger. | Jensen, Åge (I26303)
|
| 90198 | Åge Jensen Forældre: Tækkemand Jens Jørgen Jensen og hustru Mariane Jensine Madsen (23 år) af Blirup. | Jensen, Åge (I14026)
|
| 90199 | Åge Jensen Ladefoged Forældre: Forpagter Niels Jensen Ladefoged og hustru Ane Kirstine Nielsen (29 år) af Dagnæs. | Ladefoged, Åge Jensen (I18500)
|
| 90200 | Åge Johannes Savskov Forældre: Indsidder Frands Savskov (22 år), Flemming og hustru Petrea Sofie Hermansen (26 år). | Savskov, Åge Johannes (I37541)
|