Notater |
- Søren Christensen var født i Keilstrup 20. september 1839, og gik den næsten 7 km lange vej til skole i Nørre
Snede, men ellers var han hjemme og hjalp sin far med bedriften og de arbejdede flittigt, for bedstefar
krævede meget. Hvordan det stod til i hjemmet i kristelig henseende, ved jeg ikke noget bestemt
om, men en udtalelse, som farbror Anders engang lod falde angående hans moder om, at hun ved en
lejlighed, hvor der var tale om de hellige, udbrød "Gud fri os endda for at blive hellige" siger jo en
del om hjemmets åndelige stilling. Far har vist kun haft en plads \endash det var hos hans svoger Peter
Baunsgaard; han var gift med fars søster og havde en gård tæt ved fars hjem. Dér skulle han foruden
at deltage i landbrugsarbejdet oplæres i tre forskellige håndværk som murer, tømrer og træskomager
\endash af træsko lavede han da også enkelte par.
I 1864 kom krigen og far blev indkaldt til militærtjeneste skønt han havde frinummer. Han var
da 24 år gammel og havde ingen militær uddannelse fået \endash det blev der dengang rådet bod på i løbet
af 4-6 uger \endash og så måtte han med i ildlinien. Mange af soldaterne fik ingen uniform, kun kasket og
dertil en kappe uden på deres egne klæder. Far var kun med i ét slag, det blev udkæmpet i regnvejr
og han blev sammen med en del andre afskåret fra sin deling; de søgte dækning i en ler- eller grusgrav,
men blev omringet af "pikkelhuer", som sigtede på dem med deres geværer, hvorefter danskerne
strakte våben for overmagten. Som fanger blev de ført til Rendsburg og senere sammen med
en større flok til Magdeburg, hvor de holdtes fangne i over et halvt år.
Far har fortalt, hvordan de måtte gøre straffearbejde i fangenskabet. De arbejdede under tilsyn,
men dersom de blot fik anvist et stykke arbejde, som de kunne skønne om, at det kunne de nå til
4
ende med indenfor den fastsatte tid, gik det med godt humør; i modsat fald gik det stærkt ud over
værktøjet; hakker, spader og skovle gik i stykker i stort tal.
Hvad kosten angik, da var den meget tarvelig \endash en slags melvælling eller tynd suppe var en
jævnlig kost; de der fik penge sendt hjemmefra, kunne få lov til at købe, hvad de havde lyst til;
skulle de i byen på indkøb, fulgte en prøjser med skarpladt gevær i hælene på dem.;
Fars helbred led stærkt under disse strabadser; han fik en sygdom, de kaldte brystbetændelse \endash
den vendte tilbage flere gange senere i livet, så jeg har kun kendt far som en noget svagelig foroverbøjet
skikkelse.
Inden fars indkaldelse til krigstjeneste var han forlovet med en ung pige, Mette, datter af Mads
Bjørnskov. I Ejstrup skole var der på samme tidspunkt en degn, som var enkemand \endash Pedersen hed
han \endash han havde også et godt øje til Mette i Bjørnskov. Da så far blev ført bort i fangenskab, fandt
degnen tiden belejlig til at gøre sine hoser grønne. Han gik på frierfødder og tudede Mette ørene
fulde: Ham Søren, ham ser du aldrig mere! Ham har tyskerne sikkert gjort kål på. Og sirenesangen
gjorde sin virkning. Mette tænkte vel som så: Én fugl i hånden er bedre end ti på taget og degnekone
er en honnet bestilling, så hun slog til og det blev til giftermål med det samme. Sådan stod
sagerne, da far kom hjem fra fangenskab i Tyskland.
Imidlertid var bedstefar, Christen Sørensen, nu til års, og da farmor døde 1865, var han alene
og ønskede, at far skulle løse ham af på gården i Keilstrup, men dertil mente far, det var godt med
en medhjælper, og da Mette i Bjørnskov var blevet træt af at vente, måtte han se sig om efter en
anden. Han fandt da i Rønslunde en anden Mette \endash søsterdatter til Mette Bjørnskov, datter af
Rasmus Høgh og Ane Kirstine Madsen. Hun var ganske vist meget ung, vel kun ca. 15 år, men
smuk og velvoksen, og far har vel tænkt at den unge alder er en af de fejl, der retter sig med tiden.
Der blev holdt "Ja-gilde", som forlovelsesgilde kaldtes dengang, og den 13. juli 1866 stod
brylluppet i Rønslunde og den godt 16-årige brud drog ind i sit nye hjem i Keilstrup.
(Kilde: Hans Tolstrup Christensen).
|