| Notater |
- Otto Nørgård Petersens Erindringer
Mit barndomshjem "Nyskovgård"
I mine drengeår syntes jeg at mit hjem midt i skoven var noget af et paradis på jorden og man blev aldrig færdig med at finde nyt ved at rende ture i skoven. Flere kilometer rundt over dale og forhøjninger og langs den altid rislende bæk, hvor vi fiskede om efteråret, når bækørreder gik op fra Nørrestrand gennem Handsted enge, Lundum og Underup Nederskovs enge \endash og helt op til Underup Kjærsgård. Altid en ny oplevelse på hver skov- eller fisketur. Bækken springer ud en kilometer mod vest på Underup Mark og snor sig rislende gennem Nim Skov og optager vand fra begge steder og fører det ud i Nørrestrand og Horsens Fjord. Når vi lavede vandmøller af træ og papir \endash bådene drev ned gennem vandet, kunne det nok inspirere til mange fantasirejser ud i verden. Og så skoven i forårstiden når fuglene bebudede, at sommeren var på vej med mange forskellige stemmer. Det var en sport for os at følge ungernes udvikling i reden. Uden at røre noget kunne de blive fortrolige med os og åbnede næbbene, når vi så til dem. Når krageungerne faldt for tidligt ud af reden, tog vi dem med hjem og madede dem med grød og kartofler, og de blev hurtig tamme som husdyr. En af dem gik ind med hønsene, og når den skreg efter mad ved køkkenvinduet efterlignede den hanens galen. Desværre glemte den at gå ind med hønsene nytårsaften, og det blev dens død, så det var en sørgelig udgang af året for vi drenge. Når der var drengefødselsdag var skoven god som legeplads. Det blev jo som regel til røvere og soldater eller rigtig krig med "bang go brøl" i bedste forståelse. Men det passede jo ikke rigtig til skovens dybe stille ro. Jeg tror nok, at opvæksten i dette enestående miljø altid vil sætte sig præg. Når vi søskende med mere var samlet sammen med naboer og venner var besøget ikke fuldendt uden en tur i skoven; især om sommeren var det for alle en selvfølgelighed med en tur ud til bækken.
Ungdomstiden
Efter 1930 fik jeg lungebetændelse efter en forårsforkølelse, og måtte tre måneder på sanatorium i Silkeborg for at forebygge tuberkulose. Det blev snarere en ferierekreation og en oplevelse rigere. Et efterskole på Vestbirk Efterskole var dengang et stort plus for vi unge, og det har jeg haft gavn af hele livet. Bevægelse og gymnastik var naturlig for mig, og det endte da også med en uddannelse som delingsfører på Hadsten Gymnastikskole i 1936. Og deraf kom vel nok den allerbedste tid for mig. Jeg havde i mellemtiden været hjemmefra i en tre år i Thyrsted-Uth, og skulle nu til at virke hjemme i skoven og blandt gamle ungdomsvenner. Det blev med gymnastikhold sommer og vinter, samt flere års dilletant i Torp Forsamlingshus, og det tror jeg blev helt uforglemmelig for alle, der prøvede det. Man kommer til at kende folk på en helt anden måde. I 1934 var sommerferie ved landbruget ikke almindelig, så det var en overraskelse da en kammerat og jeg under mit ophold i Thyrsted, fik en hel uge fri. Og så skulle der jo ske noget helt usædvanligt, så vi startede på cykel til Skagen, videre ned langs med Skagerak, og ned igennem Jylland. I en senere sommerferie i 1938 blev det til en tandemtur til en Bellahøjudstilling sammen med kontorassistent Ploughborg, Og til Flensborg og Fyn med smedesvend Osan Høj fra Torp Smedie. Senere til Sønderborg, Tønder og Ribe. I mellemtiden 1939-40 fik jeg atten søskendebørn, så der blev jo også mange familiefester som fortsatte i 40erne. Og så begyndte konfirmationerne, så der har altid på denne måde været sammenhold, som vel nok stammer fra hjemmet, hvor familien samledes til højtider og mindedage. Ligeledes også julen var noget særligt, men hvor jeg også tror at skoven og naturen spillede ind \endash især når der var hvid jul.
Opbrydning fra hjemmet
Krigen kom i 1940, og jeg tror, det var medvirkende til at far tabte modet, og tænkte om han kunne klare det i længden, og jeg havde ved af og til i tidens løb funderet over, hvordan det skulle gå. Vi var på dette tidspunkt kun min far og min søster Mary med dårlig ryg, men ellers blev det daglige klaret beundringsværdigt. Med hjælp af en ganske ung mand var det nok at gøre. Jeg var klar over, at økonomisk kunne jeg ikke køre hjemmet videre. Så kom løsningen i 1942. Min ældste bror havde solgt sin gård, og skulle finde noget andet. Derfor overtog han barndomshjemmet med sin hustru Birgitte, og flyttede ind med 7 børn og far fortsat boende. På denne måde blev så alt plads optaget i de gamle huse. Min søster flyttede til Torp og faster Sine og farbror Hans, som var barnløse og trængte til hjælp. Der blev hun boende resten af sit liv. Jeg fik værelse på Torp Mejeri hos Else og Bundgård, gik på løsarbejde, tjente i Gangsted, Hundslund og Stensballe fra 1943 til 1947 og logerede stadig på Torp Mejeri. Det blev nogle uforglemmelige tider med Else og Bundgård. Første ejer af Nyskovgård var Peter Rasmussen i 1826. Næste i rækken var Jørgen Pedersen i 1867, som efterfulgtes af Jørgen Nørgård Petersen i 1942. I 1962 overtages Nyskovgård af Karl Nørgård Pedersen. I mit hjem var der seks drenge og to piger. Da Jørgen og Birgitte havde været på Nyskovgård i seks år, kom Grethe til verden, og så var der igen seks drenge og to piger. Man må sige, at det har været en lykkelig afgørelse med hjemmet i 1942. Jørgen og Birgitte har fuldt ud formået at bevare hjemmet som et samlende punkt for os alle. Og i 1962 kom den nye generation, Grethe og Karl, og fortsatte driften af Nyskovgård.
Fra Ottos begravelse - 1997
Vi kan dømme andre mennesker hårdt; vi kan dømme os selv, sådan som Otto gjorde det til sidst, men menneskers dom er ikke det sidste, for over os står Gud, som den store dommer, der for Kristi skyld har givet os det løfte, at han i og med, at han dømmer os også benåder os, så at vi kan indgå i hans kærligheds rige.
På det løfte kan vi tage afsked med Otto Nørgård Petersen, din mand, jeres far, svigerfar og bedstefar og ønske en Guds fred være med ham og med os alle.
Det var ikke meget lys, Otto skimtede i de senere år. Han kunne ikke få øje på lyset og glæden, hvor gerne han end ville, og hvor meget der ellers var at glæde sig over. Det havde noget med hans indre rum at gøre, at det helt enkelt var mindre solfyldt end dit, Johanne, at han ganske enkelt kunne blive mørkeræd derinde.
Dette medførte også, at han havde svært ved at tro på nåden. Han bebrejdede sig selv så mange ting: at han ikke havde været god nok som far og som mand, selv om du, Johanne igen og igen forsikrede ham om, at du syntes, at I havde haft et godt liv sammen.
Måske var det den fysiske sygdom, der tappede ham for de fleste af hans kræfter, men tungsindet gjorde også sit til, at han ikke kunne arbejde med hus og have, som han gerne ville. og som han i sin pligtfølelse følte han burde. Han havde det ikke godt med, at han måtte overlade så meget til dig, Johanne, og til dig, Flemming og din familie, og til det sidste forsøgte han at hjælpe til, men det blev til endnu flere nederlag. Set i det lys, og også med tanke på, at de smerter, som kan blive Ganske ulidelige ved den sygdom, havde meldt sin ankomst, så kan man ikke sige andet end at det var godt, at hans lys er brændt ud, og at det skete derhjemme.
Men når alt dette er sagt, så er der også noget andet at sige om Otto Nørgård \endash om de mange spand af år, der gik forud. Om en glad og arbejdsom mand, der hjalp til, hvor han kunne og aldrig gik af vejen for en god snak, hvilket han ikke mindst fik de mange år, han var post. Men også da han gik på pension, søgte han selskab og kom så hjem og fortalte, hvad han havde oplevet. Der er et enkelt træk, som er særlig karakteristisk for Otto: hans rodfæstethed og historiske bevidsthed. Otto var som få rodfæstet i sognet, og det liv, han levede her. Her var han født, og her blev han døbt i kirken for 83 år siden, og om lidt begraver vi ham ude på kirkegården, hvor så mange af hans slægt ligger begravet.
|
1914 - 1997 (83 år)
[1] 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet