| Notater |
- Om livet i Tranget skole, hvor Jens Peter Andreasen var lærer.
Min Barndom i VendsysselForfatter: Marie Birgitte Ryslinge f. Andreasen (Anna Marie Andreasens halvsøster)
en fattig hedeegn i Vendsyssel, ca. et par mil fra Hjørring, lå Tranget skole, Tårs sogn, omgivet af lyngbakker. Det var mit barndomshjem.
min far som ung lærer kom til Tranget Skole, en nybygget skole, gik heden helt op til huset. Min far kom fra Horsens egnen, så det var ikke et let bytte til det barske Vendsyssel klima og den fattige hedeegn.
Så min far sagde til sin hustru: "Her bliver vi ikke ret længe", men skæbnens gudinde ville det anderledes, for min far mistede sin hustru, stod alene med to små børn. Tranget bar sit navn med rette, det var trangt for min far, men hans stærke tro til Gud, hans kald som lærer og ikke mindst vendelboernes varme hjerte, hjalp ham over hans sorg, så han kunne fortsætte det arbejde, der lå foran ham. Det blev hans livsgerning i over femogtyve år som lærer i Tranget Skole.
Far var så heldig, han fik en ung kvinde til at styre hus og hjælpe med de små piger. Hun blev til stor velsignelse for dette hjem. Hun vandt min fars og småpigernes hele hjerte. Hun blev min fars anden hustru. Hun blev min mor.
Nu fik min far lyst til at rydde heden, han tog skovl og spade i hånd, forvandlede heden til den dejligste have med træer og buske af alle slags; der voksede op et rigt floraliv.
Her i dette skønne hjem, som det var blevet til, en fredfyldt plet, levede mine tre brødre og jeg en sorgløs barndom, omgivet af min fars og mors omsorg og kærlighed. De to piger, min far havde i sit første ægteskab, var en del ældre end os, så vi levede ikke barndom sammen, men vi blev søskende. Mor gjorde ikke forskel på os, der var et godt forhold mellem mor og de to piger og os alle hele livet igennem.
Der var åbent hus hjemme i Tranget Skole for høj og for lav; det var mest småfolk, der boede i den fattige hedeegn, men der var også gårdfolk, alle kom hjem til os; var der bekymringer, sygdom og død, kom der bud til Andreasen og Marie, som de blev kaldt. De sad ved mange syge- og dødslejer. Det blev nedlagt i vi børn, at vi skulle hjælpe syge og trængende, det var nok det, der fulgte mig som voksen. Jeg blev sygeplejerske med liv og sjæl.
Det skete også, at der kom bud efter min far, om han ville komme ud at døbe et lille barn, når forældrene var bange, barnet ikke kunne leve, til præsten nåede frem. Der var meget fattigdom og små kår i Tranget. Mor måtte tit ud med mad til dem, der var mest trængende. Mor kogte suppe. Hun var altid ude med suppe til de gamle og syge og dem, der var mest fattige. Vi havde ikke selv for meget at leve af hjemme, en lærers løn var lille dengang, men til skolen hørte der 2 tdr. land jord, vi havde 1 ko, 2 grise og mange kaniner og en stor urtehave med masser af grønsager. Vi sendte mælk til mejeriet, fik skummetmælk tilbage. Vi fik varm skummetmælk til vor aftensmad, som bestod mest af mellemmadder med fedt og salt, samt sukkermelmadder. Så havde vi et gedelår, der hang på skorstenen, det var et vi var blevet foræret af en nabo, 2 småfolk, der levede i et lille hus nærmest skolen. De havde en ged, der hvert år fik 1 \endash 2 gedekid, som blev slagtet. Så kom Magdemuer, som vi kaldte hende, med et lille gedelår. Det var meget velkomment. Det blev hængt op på skorstenen, blev på den måde røget. Vi børn var meget henrykte for et stykke rugbrød med røget gedekød.
Så fik vi også "tørrede" jyder", det var isinger, der blev tørret i luften, dem stegte mor på panden, eller de blev sat på en ildtang, på gløder i komfuret, de blev stegt på den måde, så klippede mor dem i strimler, der blev lagt på vores mellemmad, det var vi meget glade for. Så fik vi et stykke franskbrød, "en fin mellemmad", som vi kaldte det.
Da bror Gunnar blev så stor, han kunne skrive, sendte han en lille lap ind til mor i spisekammeret, hvor hun stod og smurte mellemmadder. På den lille lap stod der: "Søde lille mor, må jeg få en fin mellemmad til"? Det fik han sikkert. Den lille lap gemte mor til sin død.
Vi led ingen nød, selv om vi levede meget nøjsomt: "Gudsfrygt og nøjsomhed" var mottoet i vort hjem; vi levede et rigt barndomsliv, vi havde et par meget gode forældre, ikke alene ved os, men ved alle, de kom i berøring med, især dem, der led nød. Far og mor var meget religiøse, de prædikede ikke, men hele deres liv og færden bar præg af, at de tjente en Herre og Mester, som de skulle stå til regnskab for, det blev nedlagt i vores barnesjæle, det var en arv, vi tog med os fra vort hjem, det var bedre end gods og guld.
Tranget var ikke alene fattigt materielt, men også på kultur. Min far bidrog til, at det blev forbedret, mange ældre kunne hverken læse eller skrive. Far begyndte at holde aften for de unge om vinteren. Han oprettede en læsekreds for de ældre. Far læste op, så samtalede de og drak kaffe. Far fik jo ikke noget for de aftenskoler, men jeg kan huske, - at der kom engang en skrivebordsstol, hvorpå der stod: Fra Oliver Tvist, så ham havde da nok været i selskab med den vinter, han ville afgive et lille bidrag. Far forsøgte også at få de unge på højskole. Det lykkedes også for en del, men for de fleste var det et lukket land. Dem, der gerne ville på højskole, kom så med deres skemaer, som far skulle hjælpe dem med at få udfyldt så de kunne få understøttelse.
Der var mange ældre folk, der ikke kunne læse og skrive, men deres børn havde jo gået i skole. Når de så kom ud i verden og sendte brev hjem, kunne de ikke læse det. Så måtte de op til skolen, hvor de kunne få hjælp. Jeg husker en pinlig situation, der kom en mor grædende, hendes søn havde gået på ulovlig vej, begået indbrud og skulle have straf, det stod i avisen, men hun havde ingen avis. Så måtte hun op til far og mor, - hun stod og græd i køkkenet, hvor mor forsøgte at trøste hende. Så kom far med avisen, det var en trist sag.
Der kom også mange af landevejens riddere på besøg hjemme, de fik mad og en madpakke med, fik skiftet de hullede sokker med et par rene. Sommetider fik de også en ren skjorte! De slukkede deres tørst i brændevin, som dengang var en billig vare. Det var altid et skønt syn at se dem vandre dinglende fulde omkring på vejen. Det var særlig galt lørdag aften, når der var sent lukketid hos købmanden, så kunne de ligge omkring i vejgrøften, og kunne ikke finde hjem. Ja, hjem havde de jo ingen af, de fandt et skur eller et lille hus. Sådanne aftner tog far ud for at få dem samlet op, så græd vi børn. Vi var bange for far, men det skal I ikke være, sagde far, de gør mig ikke noget. Nej, far var deres ven.
Nu var tiden kommet, da vi børn skulle til at tænke på skolegang. Bror Holger var den ældste, han skulle til at lære bogstaverne, det kneb meget for bror Holger, han var ellers en begavet dreng, der som voksen gik i sin fars fodspor og blev lærer. Lillesøster lærte bogstaverne sammen med bror Holger. Jeg mindes ikke det var vanskeligt for mig, da jeg var 6 år kunne jeg læse i læsebog, derfor fik jeg lov at komme i skole. Nu kom der en stor begivenhed for os, vi skulle have bispevisitats i skolen. Jeg husker mine forældre havde meget at tænke på. Det var jo især børnenes kristendom, biskoppen kom for at høre. Min far havde for flere år siden været ved at miste sit embede på grund af, at han ikke ville lære børnene kristendom udenad. Vi havde en nidkær præst, højkirkelig, så det gik ikke at far fortalte bibelhistorie, selv om det sad bedre fast, end når det skulle læres på remse, men den kristendomsundervisning ville præsten ikke acceptere. Så det var nær gået galt for min far. Men en meget god ven af min far var lærer i en naboskole, de havde gået på Jelling seminarium sammen, han hjalp far, så han fik lov at beholde sit embede, men Luthers katekismus skulle frem og salmevers skulle læres udenad. Far var meget frisindet, der blev sagt, at han var friskolelærer i en kommuneskole. Nu måtte far jo til at tænke på børnenes kristendom, biskoppen skulle komme til overhøring.
Mor fik jo også meget at tænke på, da biskoppen, præsten med skolekommissionen skulle spise. Mor var meget dygtig til at lave mad, men der skulle jo serveres lidt ekstra sådan en dag. Det gamle ordsprog "vejen til mandens hjerte går gennem hans mave", det var vist et ordsprog mor tænkte på i disse dage. Jeg, lille uhyre. græd mange tårer, jeg måtte ikke komme med til bispevisitats, jeg var kun seks år. Da visitatsen var vel overstået, alt var gået godt for far og mor, kom biskop Møller fra Ålborg, en meget elskelig mand, ud i køkkenet, hvor jeg sad og græd. Han trøstede mig med, at til næste gang, han kom til visitats i Tårs kirke, kom jeg på kirkegulvet. Det brugtes dengang, at de sidste 3 hold konfirmander skulle overhøres i kirken af biskoppen, men da biskoppen kom igen på visitats i Tårs kirke, det var i april, som jeg skulle begynde konfirmationsforberedelse i maj, så var jeg igen ulykkelig.
Biskoppen kom igen til Tranget skole, ikke på visitats, men for at tale i skolen, bagefter var biskoppen med kone, præsten og mange flere inde og drikke kaffe. Biskoppen trøstede mig igen, idet han sagde, nu var der ikke andet for, han måtte love at komme og vie mig, men da var der vist for længst kommet en ny biskop i Ålborg.
Far havde fået det ordnet med vores præst, pastor Nyholm, at han kom ud til skolen en gang om måneden og holdt en slags gudstjeneste. Vi havde langt til kirken i Tårs, vist nok ½ mil, der var ikke noget, der hed biler dengang, så der var mange ældre og svagelige, der ikke kunne gå den lange vej til kirken. For dem var det en stor glæde, at præsten kom ud og talte i skolen. Når han havde talt, sagde far altid: Hvis der er nogen, der gerne vil være sammen med pastor Nyholm, var de velkommen til at komme med ind og drikke kaffe. Der var altid fuldt hus.
Nu havde pastor Nyholm søgt og fået et nyt embede på Fyn. Det var en stor sorg, da pastor Nyholm med familie var meget afholdt. Jeg husker, da han var ude at holde afskedstale, var der mange, der græd, især hans konfirmander.
Nu stod sognet så uden præst, det var et stort problem, da der var mange missionsfolk i menighedsrådet, og de ville have en missionspræst. Far var med i menighedsrådet, han ville have en grundtvigsk præst, derfor tog han og en mand til, som var i denne kreds, til København og forelagde den sag i kirkeministeriet. Far havde en god ven, der var minister, det hjalp, vi fik en grundtvigsk præst, en ung mand, der var kapellan hos provsten i Hjørring. Pastor Kjærgaard hed han, han konfirmerede vi fire søskende.
Det var ikke alene i Tranget far havde sit arbejde, men også i hele Tårs sogn. Han var med i menighedsrådet, børneværnet, hjælpekassen, som det dengang hed. Han var med til at oprette en brugsforening, hvor han også var med til at føre regnskab. Der kom folk fra hele sognet, for at få råd og hjælp i Tranget skole. Jeg husker en kvinde, der havde en dreng, der var lidt anderledes end andre børn. I den skole han gik i, blev han dårligt behandlet af læreren. Hans mor kom tit og lagde det frem for far, hun bad så inderligt far om at tage den sølle dreng i hans skole. Det var far ked af, for den anden lærers skyld, men det endte med, at den sølle dreng kom i skole hos far, hans søskende også. Samme kvinde kom tit og lånte penge hos far, 5 -10 kr. Det var mange penge dengang, men hun betalte dem altid tilbage. Hun kom også mange gange og talte med far, når hun havde problemer i sin familie, eller der var ting, der gjorde hende ondt. Thea hed hun. Jeg husker særlig engang hun kom og talte med far, hvad det var, husker jeg ikke, men hun var meget oprørt. Hun sagde et vers, som jeg aldrig glemmer:
"Elsk din næster, du kristne sjæl,
træd ham ikke med jern sko hæl,
ligger han end i støvet,
alt i verden er underlagt
kærlighedens genskabs magt,
bliver den bare prøvet."
Mor var en stor støtte for far, både i skolearbejdet og udenfor hjemmet; Da far havde så meget arbejde udenfor hjemmet, var det mor, der tog sig mest af vores opdragelse, da vi var små: Det var mor dygtig til, det var med kærlighed, hun forsøgte at gøre os til små gode samfundsborgere. For os var mor det bedste i hele verden, det blev hun ved med at være, også da vi blev store, helt til sin død, som var en stor sorg for os.
Da vi var børn og kom i seng om aftenen, kom mor altid ind til os, bad aftenbøn med os og sommetider sang vi også en aftensang. Så sagde mor godnat, sov sødt i Guds navn, slog korsets tegn over os. Så spurgte vi altid om vi havde været søde i dag, som regel sagde mor altid ja, selv om vi ikke havde været det, men det skete også at mor sagde, at i dag havde vi ikke været helt søde. Så sagde vi alle fire, i morgen mor, skal vi nok være søde.
Sommerferien blev dengang holdt i august måned, da var far altid i København på kursus, så var vi alene med mor, det var vi ikke kede af, vi havde det dejligt. Der skulle plukkes bær, mor syltede, og vi hjalp, hvor vi kunne. Vi fik nogle dejlige mellemmadder med syltetøj på. Vi skulle også hjælpe med at plukke ærter og bønner, som blev saltet ned i store krukker til vinterbrug. Vi skulle også hjælpe i haven med at luge osv., plukke grønt til kaninerne, det arbejde var vi ikke glade for.
Vi havde sommetider en mand til at hjælpe os, Kr. Skovbak. Han kunne hverken læse eller skrive, men han kunne arbejde. Han kendte ikke noget til mad. En dag vi fik spinat, gik han over til købmanden og fortalte, at ovre i skolen fik de bare græs. Det kan de da ikke spise sagde købmanden. Nej, svarede Kr. Skovbak, men Marie, det var min mor, havde også kartofler til mig.
Vi legede også meget i ferien, vi havde mange kammerater, skolen stod til fri afbenyttelse. Vi lavede butik og meget andet, vi kunne finde på´. Så var det jo skønt når far kom hjem, der var så meget at fortælle, så havde han perler og fint stads med hjem til os fra onkel Peter, mors bror, som havde en lampeskærmsfabrik i København.
Da vi var blevet lidt ældre, skete der to ting, som havde stor indflydelse på vort liv. Lærerne fik lønforhøjelse, så det blev bedre kår for os. Vi havde aldrig fået nyt tøj, andet end hvad mor syede om. Nu kom der en syerske i huset, som syede nyt tøj til os, vi skulle jo engang imellem være lidt pæne. Vi skulle til eksamen, vi skulle med i kirke, og vi skulle med til udstilling i Boller Skov, hver sommer blev der holdt husflidsudstilling der. Kvinderne lavede håndarbejde en gang om ugen hjemme i skolen. Der kom en lærerinde, og underviste dem. De unge mænd lavede også husflid, men det kom ikke os ved. Så skulle det jo til udstilling, og de skulle have præmie. Det var en stor dag, der kom en taler, og der kom en bager med telt, hvor man kunne købe kaffe, brød og slik. Der var en luftgynge, det var en stor dag for os. Jeg kan huske at bror Holger havde brugt en krone sådan en søndag, det vankede der skænd for af far.
Den anden begivenhed, var da der kom jernbane til Tranget, Hjørring Hørby banen, nu kunne vi køre med tog til Tårs også til Hjørring, hvor vi engang imellem fik lov at komme. Så kom der også jernbane, Hjørring \endash Løkken \endash Åbybro, nu kunne vi komme til stranden, Lønstrup, Løkken. Der kom billige søndagsbilletter, det var vel nok en svir for vi børn. Det var begyndelsen til, at vi kom ud i verden.
flyver som fugl i luft
Minder så fagre som rosernes duft,
Barndommens paradis have
Fik vi af nåde som gave.
Her vi leved så sorgløs hen,
Kendte ej fjende, hver mand var ven,
Sol over lyngbakkens toppe
Den plet blev velsignet hist oppe.
Mindets lys over far og mor,
Skinner på alt deres livsværk på jord,
det er det kostbare smykke,
Som giver barnet sin lykke.
Birgitte Ryslinge
f. Andreasen
|
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet