| Notater |
- Selvbiografi:
BIO:Rasmus Pedersen har skrevet følgende selvbiografi. Den er renskrevet på skrivemaskine, og er kommet mig - Niels-Erik Brage - til kendskab via min far Niels Olaf Brage (f. Andersen):
Rasmus omtaler sin ca. 2 år yngre broder og søster: Christen Pedersen og Pouline (Povline) Rasmine Pedersen.
Rasmus skriver:
I Uldum, en temmelig stor Landsby, to gode Mil vest for Horsens, 2
ditto nord for Vejle, er jeg født d. 10. Juli 1840. Denne By ligger i
en Dal, lidt syd for en lille Aa, der paa en Strækning danner Grænsen
mellem Vejle og Skanderborg Amter, Aarhus og Ribe Stifter, og den lø-
ber mod Vest ud i Gudenaa, der allerede her er temmelig bred, hvor den
løber gennem et stort Kær, der engang har været Sø, men nu er Eng og
Mose. Mit Fødested ligger overfor Kirken med kun en Vej imellem det og
Kirkegaarden. Jeg mindes det, fordi min Broder, Søster og jeg vare ban-
ge for at gaa ud forbi Kirkegaarden, naar det var mørkt, hvormeget end
min Fader, som jeg ikke kan huske anderledes end som en pæn gammel
Mand, med røde kinder, graat Haar og Skæg, (Han var 57, da jeg blev
født) forsikrede os, at der var ingenting at frygte for, da de døde
nok skulde blive, hvor de varer. Han var gaaet forbi Kirkegaarden baa-
de ved Midnat og ved Hanegal og havde aldrig mærket til noget overna-
turligt. Min Fader var født d. 7. Maj 1783 i en gaard, der hørte til
Herregaarden Rask, hvor han i sin Ungdom, havde været med til at gøre
Hovarbejde. Han var i Familie til de fleste i Uldum gennem sin Moder,
der havde 2 Søstre, gift med Gaardmænd og derved ogsaa i Slægt med
Jørgen Jensen (hans Sødskendebarn) der er Fader til Jens Jørgensen,
Bjerregaard, Dahls Kone og de andre Sødskende. Hans Fader stammede
fra Plougstrup i Tørring Sogn og hed Torkel Peder. Min Fader døde d.
9. April 1862, (skal være 1861 iht. kirkebog) faldt om paa en Sti ved Gadedammen og døde pludselig.
Min Mor er ogsaa født i Uldum i en Gaard, d. 3. Februar 1801. Hendes
Fader Rasmus Sørensen Brage stammer fra Hesselballe, hendes Moder
Kirsten fra Kodallund, Hvirring Sogn - hun blev født i en Gaard - 1
Td Rug i Medgift. Min fader han var Soldat, stod i Artillerit, i 9 Aar
fra 1805-14. Danmark holdt med Napoleon Bonaparte, og vi havde Krig
med en stor Del af Europa, især England. Han flakkede noget om i disse
Aar, var i Holstein og saa Bonaparte slaa Prøjserne, var snart hist,
og snart her og sammen med Normænd der stod i den danske Hær - Dan-
mark og Norge hørte sammen den Gang. Kom hjem og var gift med en sjæl-
landsk Pige, hans første Kone, min Moder var hans anden Kone. Ane
Rasmusdatter. Om Vintren i Mørkningen var det vi Børns Lyst og Glæde
at staa mellem hans Ben ved Kakkelovnen og høre ham fortælle om Kri-
gen og synge Viser fra den Tid. Noget af det første jeg mindes var, at
jeg kunde strække mig saa højt, at jeg kunde se ud af Vinduet. Jeg sov
om Natten hos min Fader, min Søster og Broder hos min Moder. Før vi
lagde os til Ro, bad han altid vor Aftenbøn og Fadervor. Han læste om
Vinteraftenerne gerne i Bibelen, Kingos Aftensuk og Aftenbøn og sang
imellem med Moder en Aftensalme, f.Eks. Den lyse Dag forgangen er, og
flere. Gud være lovet mine Forældre var ærlige og kristelige Folk, og
vi havde et godt Hjem, hvor intet slet kunde trives, det var som et
helligt og fredlyst Sted for os Børn. Et Træk fra min tidligste Barn-
dom staar for mig, min Halvsøster Trines Bryllup. Brylluppet stod
hjemme, men der blev danset efter Bordet omme i min Bedstefaders Stor-
stue. En af mine Halvbrødre gav mig den Dag en Skilling, vistnok den
første, jeg kunde kalde min, den var jeg glad ved og vilde have Hul i
den, det skulde da være mit Uhr, ligesom jeg havde set andre gaa med
Uhr, saaledes syntes jeg ogsaa at ville have et. Et andet Træk fra min
tidligste Barndom. Der var Stenhuggere ved Kirkegaardsdiget. De mødte
mig paa Stien i min Bedstefaders Have. De sagde noget slemt til mig,
en Bande, som jeg skulde sige. Jeg sagde det efter uden at vide det
var Synd! men jeg kunde den Gang ikke rigtig tale og sagde det derfor
utydeligt og barnagtigt, derfor lo de ad mig, og da jeg saa det, gik
jeg og vilde ikke sige det for dem mere, hvormeget de end sagde det,
sikke slemme Mennesker. Min Moder tror jeg nok lærte mig Bogstaverne,
stave og læse, og jeg var nok lærenem. Jeg husker, at jeg som 5 a 6
Aars Purk kunde staa paa Slagbænken og Stole og læse Indskriften paa
Billederne, der hang paa Væggen. Omtrent 6 Aar fulgte min Fader mig i
Skole. Jeg var ked af det, navnlig den Dag, da vi havde Haandværksfolk
hvilket sjældent hændte, vi fik nye Vinduer sat ind i vor Dagligstue.
Jeg og Fader kom ind i Skolen. Vi gik op til Degnen, der stod paa
Kathedret, og jeg gav ham en Mark. Om Eftermiddagen løb jeg hjem i
Frikvarteret, hvormeget end de andre Skolebørn raabte, jeg skulde bli-
ve. Henne paa Vejen kom min Moder trækkende med vore 2 Køer. Hun
spurgte mig, om jeg nu var fri i Dag, hvortil jeg intet svarede. Der-
næst spurgte hun hvordan jeg hovede at gaa i Skole. Jeg svarede:"Det
hover jeg ikke." Jeg fik ingen Skænd eller Hug for det af Degnen næste
Dag, og kom om Eftermiddagen lidt før Titiden ind til Degnens Kone og
fik Æbleskiver og Kaffe, hvilket var Skik, at Skolebørnene fik den
første Dag. De første Bank fik jeg i Skolen paa følgende Maade. Jeg
sad ved Siden af en stor Dreng. Baade han og jeg var kede af at sidde
og læse over. Han begyndte i Stedet derfor at pirre mig paa Næsen og
jeg ham igen, det bedste jeg kunde. Han holdt øje med Degnen, jeg ikke
derfor opdagede han, jeg ikke, at Degnen saa efter os, derfor værgede
han af for mig, hvorfor jeg blev mere ivrig efter hans Næse. Men plud-
selig hørte det op. Degnen raabte: Rasmus kom herop. Jeg gik op til
ham uden at vide, at jeg havde gjort noget galt. Hvad han sagde til
mig, husker jeg ikke, men det husker jeg, at han tog Tampen op af Bag-
lommen, og jeg fik Hovedet imellem hans Ben og paa min strammede Ende,
fik jeg Slag af Tampen, saa det sved og jeg græd og gik tilbage paa
min Plads. Siden fik jeg flere Hug i Skolen, men ikke saa mange som
nogen af de andre Drenge, jeg blev endog Degnens Kæledægge og hjalp
ham i Skolen, da jeg blev større, hvorfor han imellem gav mig en Skil-
ling, hvilket de andre Drenge var misundelig over og kaldte mig
"Degnens lille Lam", hvilket jeg var ked af at høre. Hjemme fik vi ik-
ke mange Hug. Min Fader slog aldrig, og jeg ved aldrig, at han skænd-
te paa os eller sagde et haardt Ord til os, dette besørgede vor Moder.
Jeg syntes, at jeg holdt mest af min Fader. Da han var død bad jeg paa
mine Knæ til Gud for hans Sjæl, sørgede og græd, saa mit Hjerte var
færdig at briste. Jeg mindes Krigen fra 1848-50. Den saakaldte "Gale
Onsdag" da rygtet om Slavernes Udbrud, Skænden og Brænden i Landet,
fik Folk til at væbne sig, ogsaa i min Fødeby, med gamle Bøsser, Bul-
økser og Forker. Min Fader løb med en Fork og ilede syd paa for at
kæmpe mod dem. Kvinder og Børn der blev hjemme, talte om at skjule sig
jeg tænkte paa Bageovnen. Jeg husker de danske Soldaters Indkvartering
i Byen, Fodfolk og Husarer (de frivillige), Tyskernes Gennemrejse og
Ophold, Kanonernes Torden ved Fredericia.
10 Aar gammel kom jeg ud at tjene hos min Halvsøster Trine i Træden.
Jeg maatte godt være blevet hjemme noget længere, til jeg blev større,
men jeg syntes, det var saa stort at komme ud at tjene. O, hvor jeg
fortrød det! Jeg længtes og græd mange modige Taarer til jeg kom hjem
til November. I Træden tjente jeg to Somrer. Indtil jeg blev konfir-
merede, tjente jeg forskellige Steder, hver Sommer som Vogterdreng og
var om Vinteren hjemme hos min Fader, Moder og Sødskende, hvilket var
Højtid for mig. Sikke Julefester vi oplevede derhjemme. Juleaften, da
vi fik vore nye Klæder paa, fik Mad som til Gilde med Julesang og
Juleord. Julemorgen begyndte dejligt med Kringler og godt i Sengen,
nye Klæder og god Mad.- Julebesøg her og der. Det var herligt ikke
mindst vor egen lille Julebesøg. Den bedste af mine Barndomsvenner hed
Markus. Vi var næsten altid sammen, talte, legede og læste med hinan-
den. Vi badede i Aaen, havde vore smaa Skibe at passe og drømte om at
blive store Helte som Tordenskjold. I mine Barnetanker var næsten in-
tet umuligt for mig. Jeg kunde sagtens blive General eller Admiral,
ja endog Konge. At blive Præst og prædke var ingen Sag, heller ikke
Degn, hvilket jeg syntes godt om, da jeg gerne vilde være salig, og
det syntes jeg vor Præst og Degn var, sikker paa frem for nogen anden.
Sommeren efter at jeg var konfirmeret havde jeg saa store Tanker om
mig selv og min Tro, at jeg om det skulde være, kunde lade mit Liv for
Jesus Skyld, jeg var vis paa min Sjæls Salighed. Efter min Konfirma-
tion 1/2 Aar efter, tjente jeg som Havedreng i Uldum Præstegaard
blandt ryggesløse Folk (Tjenestekarle og Piger) Banden og alt ondt var
som Pest i mit Hjem, men ved at høre f.Eks. paa den daglig Banden og
Sværgen, tog derovre ogsaa jeg fat derpaa, naar jeg blev vred. Naar
Vreden var forbi angrede jeg det haardt og bad Gud om Forladelse.
Fra jeg var 17 til jeg var 22 Aar tjente jeg paa to Steder, som Bonde-
karl var med paa Farten bland de unge med min Harmonika, som jeg kunde
spille paa, hvilket var sjældent i de Dage. Jeg var derover med til
megen Sjov, men afdrukken eller fuld blev jeg aldrig. Jeg var stolt
den Gang, jeg kom hjem fra Session og var stor nok til Soldat.
Vinteren før var jeg hjemme og gik paa Uldum Højskole som Elev, hvil-
ket jeg havde længtes efter i flere Aar. Ja Højskolen og Grundlovs-
festerne i Uldum med Danebrog begejstrede mig, saa det sang i mig.
Opholdet paa Højskolen var velsignet. Der først gik det op for mig,
at jeg havde et Fædreneland. Jeg lærte meget der, og synes at jeg kun-
ne lære alt, hvad jeg skulde. Med store og gode Tanker om Soldater-
standen kørte jeg pr. Dagvogn den lange Vej fra Vejle til Slesvig uaf-
brudt i to Dage og 1 Nat og meldte mig til Tjeneste, d. 15. Maj 1863
paa Gottorp Slot. Hvad jeg havde tænkt om Soldaterstanden var omtrent
lige det modsatte af Virkeligheden. Eder, Bespottelse og raa Snak
blev vi trakterede med paa Ekseserpladsen, og ikke et Haar bedre var
Tonen indbyrdes blandt de fleste menige Soldater paa Kassernen og
udenfor. Skidtet svømmede her som ved andre Lejligheder ovenpaa, de
gode dukkede sig og tav stille. Paa Marchen lød liderlige Viser og
gjorde mig saa harm. I Efteraaret 1863 havde vi Mønstring i 1 Maaned
for Frederik den 7ende, en Mand med en tyk Mave. Han døde i November
og da lød Danmarks Klokker saa sørgeligt for ham, ogsaa i Slesvigs
Kirke.Tæt søndenfor Slesvig begynder gamle Danevirke. Derude var jeg
med til at grave nye Skanser indtil 3die Juledag, da jeg drog til
Ostenfeldt, 3 Mil vest for Slesvig. Siden drog vi ned paa Vagt paa
Ejder. Der stod vi da Krigen blev erklæret, og da vi maatte gaa den
lange trange Gang fra Dannevirke. Dernede fik jeg Brev fra en Pige i
Nærheden af Uldum, som jeg godt kunde lide, og jeg kunde læse imellem
Linierne, at hun holdt af mig, som jeg af hende, og vi blev saa Kære-
ste og skrev sammen under hele Krigen. Hvad vi døjede af Savn, Hunger
Kulde og Anstrengelser paa Retiraden til Dybbøl er der skrevet meget
om, paa glatte sneede Veje uden Hvile, næsten uden Mad, forfulgt af
Fjenden. Jeg havde en lille Stump Rullepølse at trøste mig ved og ta-
ge et Bid af. Brød var ikke at faa saa lidt som Drikke. Fra jeg drog
fra en By ved Ejderen, 3 Mil syd for Dannevirke og 1 Mil sydøst for
Frederiksstad, d. 5. Februar om Aftenen Kl. 7 til den 7ende om Efter-
middagen fik jag af Brød kun en lille tynd Rundrenom til en Kop Kaffe,
dette og saa den lille Stump Pølse opholdt jeg Livet ved til jeg kom
ind i Sundeved og i en Gaard fik et Par Mellemmadder og en Drik Mælk
(Kalvemælk) af en Spand under et Bord. I Graasten blev der gjort en
kort Hvil, hvor jeg fik Kaffe og Smørrebrød. Henved Aften, Solen stod
bag nogle hvidgule og blygraa Skyer over Landskabet ikke langt fra at
gaa ned, kom vi til Dybbøl Banker og Skanser i en elendig og opløst
Tilstand, næsten uden Hvile og Søvn i flere Dage og Nætter. Der gjorde
vi Holdt, og jeg kastede mig ned, træt og udmattet, paa den frosne
sneede Jord og sov straks ind. Efter at have sovet, Gud ved hvor længe
blev jeg vækket, ellers havde jeg vel sovet for ikke at vaagne mere
inden Gravene aabnes, og nu gik det med smaa Skridt og mange Ophold
til Sønderborg hvor vi kom hen paa Aftenen. Paa dette Stykke Vej havde
jeg Syner. Det forekom mig saaledes, at jeg gik i en stor Domkirke med
Søjler og Hvælvninger malet med alle Farver, født o.s.v. en Tid syntes
jeg og det længe, at jeg gik paa en Bro med Vand ved Siderne, bange
for at falde deri. Da jeg kom op i Sønderborgs oplyste Gader, var mine
Kræfter udtømte. Jeg traadte uden Forlov ud af Geledet og gik i Store-
gader til Højre hen til en Mand der stod i Døren, og bad ham saa min-
delig om at faa Lov til at komme ind og faa Tag over Hovedet, men blev
det nægtet. Et Tryk ligesom lagde sig over mit Baghoved, og den Tanke
kom over mig og forfærdede mig. Du mister din Forstand. Mine øjne
faldt i. Jeg gik og sov. Hvorledes jeg kom om i Rendsborggade, ved jeg
ikke, Gud ved det. Der slog jeg mine Øjne op og stod foran to Mænd,
der stod og talte sammen i Gadedøren. Atter lød det bønligt fra mig
til dem: Aa, maa jeg ikke komme ind og faa Tag over Hovedet. Jo, kom
sagde den ene. Vi gik ind. Han hjalp mig Tornyster og Sabel af og
talte venligt til mig. Jeg fik Mad og Drikke kom til Hvile og sov
haardt til langt op paa næste Formiddag. Efter at have faaet Morgen-
kaffe og siden Middagsmad uden at betale noget, vandrede jeg ud til
vore Folk i Ulkebøl, hvor jeg fik Lov til at ligge i en Lade om Natten
og frøs. En Aftenstund, mens vi laa der, gik jeg ene ud i Skoven,
faldt paa mine Knæ ved en Træstub og bad. Jeg bad da blandt andet Gud
om at skærme og styre det saaledes for mig, at jeg kunde blive Skole-
mester, da vilde jeg se, om jeg kunde, lære danske Børn at synge gode
Sange og ikke det Skidt, der lød fra Soldatermunde, hvilket harmede
mig. Og Gudfader hørte min Bøn. Hvorledes jeg har holdt mit Løfte til
ham, kender han bedst. Det har været smaat dermed i mine egne Tanker.
Under Dybbøls Belejring var vi i Fare hver Dag. Det var Livet, der
spilledes om. Bomber og Granater regnede ned over os baade Nætter og
Dage, da det var begyndt 2den Paaskedag var jeg med til at storme
Prøjsernes faste Stilling foran Dybbøl By, men blev slagen tilbage.
Mange faldt der, men Gud bevarede mig. Hver Dag faldt og saaredes man-
ge af vore paa Dybbølstillingen, uden vi maatte skyde igen for ikke
at irritere Fjenden, som det hed, hvorfor ogsaa Stillingen blev kaldt
"Slagterbænken". Mange uhyggelige og farlige Poster havde jeg derovre.
Da Dybbøl var taget, tog vi Stilling paa Als, flakkede omkring og dø-
jede meget, indtil vi ogsaa maatte drage derfra til Fyn. Atter her
flakkede vi omkring, holdt Vagt og døjede meget i den stærke Sommer-
varme, indtil vi kom over til Sjælland, og jeg kom til at ligge i
kvarter i Køge, hvorfar jeg blev hjempermitteret i November 1864.
Under Krigen var jeg Vidne til meget ondt, f.Ex. Svir og Horeri. Min
Gud bevarede mig fra det. Jeg havde en Kæreste hjemme, hende vilde
være og hende var jeg tro. Jeg skulde have tjent hendes Fader en
Gaardmand i Kalhauge, men kom ikke hjem til November, hvorfor han fik
en anden. O, naadige Guds Styrelse for mig, skønt jeg syntes ander-
ledes den Gang. Min bedste Ven fra de unge Dage, Laurs Urmager i Uldum
hjalp mig til at komme paa Uldum Højskole. Hen paa Vinteren blev jeg
Hjælpelærer i Uldum Børneskole under Degnens Sygdom, og nu havde Gud
sat mig ind paa den Vej, som jeg havde ønsket fra mine Barnedage og
bedet ham om at hjælpe mig til midt under Krigens Bulder.
Men nu fik jeg en tung Sorg, min Kæreste forlod mig og tog en anden,
hvilket jeg tog mig saare nær og betragtede som det værste, der nogen-
sinde var hændt mig. Jeg sørgede og var helt ulykkelig af Kærestesorg,
havde ikke Tanke for næsten for andet og sov lidt eller intet om Nat-
ten.
Men atter her maa jeg udbryde, o, hvor Gud var god imod mig, at han
lod dette ske ellers havde jeg ikke faaet min elskede, min allerkære-
ste Mette, min dyrebare tro Hustru. Ved min Moders og ved gode Venners
Hjælp, der laante mig Penge, kom jeg paa Seminariet i Jelling i Som-
meren 1865.
Derfra demiteredes jeg i 1868. En god Ven og Højskoleelev vilde i 1865
have haft mig med til Blaagaards Seminariet ved København og det trak
svært i mig, men jeg holdt paa Jelling. Atter her Guds Naade mod mig,
thi ved Svendsens, lod Gud Lyset tænde for mig over Daaben og Daabens
Pagt, saa jeg begyndte at leve deri og stamme derpaa, saa Gud ske Lov
jeg kom over til Jelling! Efter megen Kamp med mig selv fik Utoft mig
op til Træden at være Friskolelærer. Utoft var dengang Lærer i Hvejsel
og jeg besøgte ham der flere Gange. Da anede jeg ikke, at jeg selv
skulde være Lærer i Hvejsel en Gang. Siden var jeg Vakanselærer i
Træden Almueskole, søgte dette Embede, men fik det ikke og til min
Lykke tror jeg. I Raadved tilbragte jeg 3 1/2 Aar, lykkelige Aar, fra
Nytaar 1869 til 1st Juli 1872, da Gud atter magede det saa godt for
mig, at han lod mig faa Embedet i Hvejsel.
Gud har ladet mig finde mange Venner i mit Liv.---- En Sang Den Tid
jeg paa Gottorps laa, og led af Længsel efter Fædrehjemmet, jeg købte
den for Tiden at forslaa (med den menes det nye Testamente) i dette
Slot der var mig halvt et Fængsel.
-------
Jeg vidt drog om, men Bogen fulgte med, fra Slesvig ned paa Vagt ved
Ejder, og paa hint Sorgens Togt med tunge Fjed, fra Danevirke hen til
Dybbøls stolte Skanser.
-------
Men Dybbøl faldt og atter bort vi maa, vort faste Stade hist paa Als
at tage, nu kun saa kort den Glæde skulde naa, til Fyn slagen Hær med
Vedmod maatte drage.
-------
En Fred vi fik, fra Sjælland hjem jeg drog, og hvor Gud siden lod mig
finde Bo, min lille Bog i Haanden tit jeg tog, og minde om Gud var mig
huld og tro.
-------
Den Bog for mig bær dobbelt Minder frem, af den jeg øste glad, hist
hvor Kartover braged, velsignet "Læst" i Hjemmet stille Fred. O,
maatte og min Æt god Glæde af den tage.
(Kilde: Niels-Erik Brage).
|
1840 - 1894 (54 år)
[1] 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet