| Notater |
- oplysninger fra Margit Codron
fødested Arleux â Sally Arrondissement Dovay Departement Pas du Calais.
D. 27/8 1818 fik de friseddel til at indgå ægteskab af kommunen i Arleux â Sally
Der står endvidere, at der er en af hendes efterkommere, der har været i Frankrig for, at finde oplysninger om hendes forældre, men det kunne ikke lade sig gøre, da både kirke og kirkebøgerne, og andre oplysninger i hendes hjemby er brændt under 1 verdenskrig.
Der står også, at faderen, ifølge overleveringen var guldsmed og halvadelig hvad der så menes med det, men her blev Anders indkvarteret, efter at have ligget på sygehust i en mdr.
27 10 1833 konverteret til Luthersk
Jeg vil hermed lige fortælle, at den feltpræst der viede Gabrielle og Anders, hed Kristoffer Nyman og de blev viet på vej hjem fra Frankrig,
Der står i slægtsbogen, at det var et sted i det Hannoveranske, i Tyskland at de blev viet, og hun arbejdede med i køkkenvognen og blev kaldt for den lille hornblæser. Der står en mindesten over hende ude på Underup kirkegård.
Kan forøvrigt for tælle at der bor en Gabrielle Bercon i Silkeborg som vi har haft kontakt med sidste år.
------------------------------
Oversættelse af en artikel skrevet i Douaisis-Généalogie
No. 36 årgang 2000.
L'occupation danoise dans le Douaisis (1816-1818) , forfatter Daniel DEVRED
Den danske besættelse af egnen omkring Douais (1816-1818)
Efter Waterloo,blev det stipuleret i Freden, der blev underskrevet i 1815, at et vist område i nordfrankrig (især steder med fæstningsværker) ville blive besat af de allierede, kommanderet af feltmarskal WELLINGTON. Frankrig og franskmændende bestred selvfølgelig omkostningerne af denne besættelse.
Hæren bestod af hundrede og halvtreds tusinde soldater som skulle garantere betalingen af 800 millioner francs. Den skulle også opretholde ro og orden i vores besejrede land.
Denne hær udfoldede sig så på følgende måde :
- Den højre fløj : tredive tusinde engelske soldater , fem tusinde danske soldater, fem tusinde hannoveranske soldater og fem tusinde saksiske soldater,
- I midten tredive tusinde russiske soldater og tredive tusinde preussiske soldater,
- Den venstre fløj : tredive tusinde østrigske soldater, ti tusinde bayerske soldater og fem tusinde soldater fra Württemberg .
De allierede tropper boede hos indbyggerne og var nogle gange meget fordringsfulde. Omgangen med russerne forbedrede sig efter at de blev indkvarteret i kaserner.
Sakserne er kendt for drikkegilder . Hvad englænderne angik fandt man dem for arrogante? (1).
Danskerne, som etablerede sig i Bouchain og omegn, var forventet med frygt af indbyggerne for, i følge soldaterne fra Hannover, som havde besat egnen før danskerne," var dette folk en race der stod midt imellem eskimoen og den hvide bjørn. Halvvilde mænd og endnu værre end kosakkerne."(2).
Hvad det angår har L'abbé PETITPREZ ( præst i Marquette-en-Ostrevant) skrevet, lang tid efter at de danske soldater var draget hjem, :
"Under de allieredes besættelse af Frankrig (fra 1815 til 1818) har landsbyen måttet indkvartere englændere og danskere. Befolkningen har bevaret et trist minde om disse midlertidige gæster som især gjorde sig bemærkede ved deres brutalitet, deres arrogance og en tøjleløs og skamløs sædelighed.
Danskere og preussere især har efterladt sig levende beviser af deres ophold i Marquette. Man blev tvunget til at skjule de unge piger i kældrene eller sy deres nederdele til for at undgå ulykker?.
Et lille sted kaldet le pâté, beliggende mellem le chemin Loette og den vestlige ringmur af gården som tilhører Mr. Barrois, har bevaret mindet om de allierede :
"Her begravede englændere og danskere deres døde". (3)
I samme anliggende, skriver Præfekten fra Ardennerne i en meddelelse i "Feuille de Douais" den 7. februar 1818 at de allierede troppers soldater tager unge landsbypiger med sig når de vender hjem. De frister dem ved at love at gifte sig med dem og overbeviser dem om at deres vielse - for at være
Gyldig - kun kan finde sted i deres land. Men når disse unge piger først er ankommet til landet, varer det ikke længe før de bliver forladt af deres forførere.
Og uden nogle ressourcer i et land hvor de ikke engang taler sproget, bliver disse ulykkelige pigers skæbne frygtelig.
I en rundskrivelse den 12 januar opfordrer han borgmestrene i sit Departement til at give faderlige formaninger til de unge personer, som kunne lade sig overtale af disse soldaters falske løfter og
påskud. Og til at fortælle dem at en vielse som har fundet sted i Frankrig, ikke kan annulleres i et andet land og endelige at få dem til at indse den skam og rædsel , de udsætter sig for ved at følge disse udlændinge.
Som det fremgår heraf, er både meningerne og minderne om besættelsestropperne snarere ugunstige.
Hvordan var det i virkeligheden ?
De danske tropper ankom i Frankrig i januar 1816 efter en lang og møjsommelig 2-måneders vandring
og blev indkvarteret i Bouchain og nabolandsbyerne.
Hovedkvarteret , kommanderet af prins Frederik af Hessen, slog sig ned i landsbyen Lewarde. De danske soldater, som skulle bo 3 år på egnen , skulle selvfølgelig indkvarteres og bo hos indbyggerene.
Boligfællesskabet synes ikke at have været så forfærdeligt som præsten i Marquette påstod.
Den danske feltpræst NYHOLM fortæller i sine erindringer at fem og tyve franske piger giftede sig med danske soldater - og at de rejste med deres ægtefæller til Danmark i 1818, da besættelsestropperne forlod Frankrig.
Det er sikkert rigtigt, for i 1934, søgte en ung dansker oplysninger om en af dem : Hans franske oldemor hed Alexandrine DEGAND, gift med en fransk dragon Pierre KNUDSEN, og født i landsbyen Epinoy , canton de Carvin, département du Pas-de-Calais. Hun døde den 8. juni 1872 og hviler ved siden af
sin ægtefælle på kirkegården i Sorø (75 km vest for København) (4).
Hvem var de andre unge franske piger som præsten NYHOLM havde viet ? Ingen ved det, for de registreringer han foretog, er uigenkaldeligt gået tabt.
Men , da det blev tid at vende hjem, var visse danske soldater blevet sjælevenner med vores piger og lovformeligt gift af borgmesteren i landsbyen , hvor de var indkvarterede. Dette frigjorde dem fra hæren og de slog sig for altid ned i vores land. Deres efterkommere finder vi stadig.
Herefter, en alfabetisk liste med nogle af de danske soldaters efterkommere.
(N.B. Følger 6 sider med familienavnene og efterslægt som jeg gerne sender til eventuelt interesserede. Kirsten Thomas )
Henvisninger :
1. TRENARD Louis , Histoire des Pays-Bas Français.
2. Souvenir des Danois. (Les amis de BOUCHAIN)
3. Abbé PETITPREZ, Histoire de Marquette-en-Ostrevant, 1914.
4. I følge beretningen skrevet af I.A. LANDER i 1939
5. Det skal bemærkes, at der temmelig ofte er sket en forveksling af efternav og fornavn
når præsten eller degnen skrev akten! Således blev denne person kaldt JENSEN eller ALBRETH.
6. Det store antal af dødsfald i denne familie i 1849, kan sikkert henføres til kolera epidemien som hærgede
på vores egn.
Oversat af Kirsten Thomas og Joan Holst Andersen
------------------------- [1]
(Research):Messingjens og Gabrielle de Bercon
Af Aage Holm Due.
Indledning
Hovedparten af min skolegang foregik under 2. Verdenskrig.
Førstelærer N. G. Kristiansen i Føvling var nationalist og engelskvenlig.
Derfor fortalte han gerne om Niels Kjeldsen fra Give og drengehelten Rasmus fra Rodskov.
Hesten Messingjens og dens ejermand, dragonen, hørte også til Kristiansens repertoire.
Vi fik også at vide, at hesten havde navn efter sin fødeby, Mjesing ved Skanderborg.
Jeg havde fejlagtig troet, at navnet stammede fra messingsøm i hovedtøj og saddel.
Min mor fortalte mig, at Messingjens lå begravet på Torp mark, ganske nær hendes barndomshjem.
Jeg var dengang noget tvivlende.
Blichers novelle
Novellen "Messingjens" udkom første gang i tidsskriftet "Nordlyset",
som Blicher udgav i perioden 1833-36 sammen med bogtrykker Elmenhoff i Randers.
Blicher digtede i udstrakt grad selv, men nedskrev også folkelige fortællinger,
som han havde hørt hos egnens befolkning.
Tækkemanden fortalte Blicher minder fra sin soldatertid.
Det blev til novellen "Messingjens", fortalt og nedskrevet på jysk,
som det taltes i 1800-tallets begyndelse. I dag
besværligt at læse, men en stor oplevelse, hvis novellen læses højt af en,
som endnu, mestrer sproget.
Historien begynder på det tidspunkt, hvor englænderne hærgede København.
Blicher selv kendte krigen fra sin egen krop,
da han som student havde været på Københavns volde for at forsvare byen.
Novellens hovedperson Rasmus Oustrup (RO)
kommer på session og bliver udskrevet til Horsens dragonerne.
På den tid skulle soldaterne selv medbringe mad hjemmefra, når de blev indkaldt.
RO stammede fra et velhavende bondehjem og var derfor velforsynet med fødevarer,
som bragte ham i kridthuset hos officererne Korruption trivedes i bedste velgående.
RO betalte naturalier til officererne og fik overladt kompagniets
bedste hest, Messingjens, til gengæld.
Der opstod et næsten menneskeligt venskab imellem dragon og hest.
De formelig talte sammen og forstod hinanden.
Rytterkorpset forlod Horsens og begav sig ad Aabenraa til.
Der fortælles om enkelte træfninger.
Rytterne indkvarteredes hos en gårdmand, der kun giver hestene og folkene det mest nødvendige. Samme gårdmand har en datter, som RO forelsker sig i og omvendt.
Helle, som hun hedder, Ønsker at de skal være kærester, og
RO skal bortføre hende, når han vender tilbage fra krigstjenesten.
RO inddrager ritmesteren i sin plan, og denne indvilger. Helle bliver forklædt
som soldat, og hendes gamle klæder strøs omkring et vandhul. Man fingerer et
selvmord.
Der bliver senere lyst til ægteskab, og de to bliver lovformelig gift. Sammen
rider de på hesten til Horsens. RO afmønstres og køber hesten til ejendom. i 7
år arbejder hesten på en mindre ejendom, som parret køber. Da hesten omsider dør
af alderdom, bliver den begravet med "kjolen" på.
Så vidt Steen Steensen Blicher. Hans fortælling handler om venskab imellem en
hest og dens ejermand. Helle er ikke rigtig hovedperson, men det bliver hun i den rigtige
historie. Blichers novelle er faktisk en tam affære i forhold til virkeligheden.
Den "rigtige" historie
På Uderup Kirkegård findes en mindesten over pigen fra Frankrig. Gabrielle de Bercon.
Det er ikke en original gravsten men en mindesten rejst
på lokalt initiativ engang i 1980-erne.
Ordlyden er følgende:
Gabrielle Gouderon Phl. de Bercon, født 1791
i Arleux i Frankrig. kom til Torp i 1819 på hesten
"Messingjens". Død her i 1855. begravet i Underup.
teksten under billedet af Mindestenen
Gabrielles mindesten på Underup Kirkegård. Rejst på lokalt initiativ og
tilvirket i Underup. Placeret sydøst for koret. Blomsterne er i de franske
farver.
teksten under billedet af Underup Kirke
Underup Kirke. Rammen om mangen en barnedåb,
konfirmation, bryllup og begravelse
for familien igennem 3 - 4 generationer
Lad os gå bag historien og afdække en række kendsgerninger.
Gabrielles ægtemand hed Anders Rasmussen (1788-1844)
Han var Gårdmandssøn fra Egebjerg ved Horsens
Hans militære karriere kan kort opridses
Indkaldt til Fynske Livregiment i 1810. Genindkald i 1813. Deltog i felttoget til Holsten.
Hjemsendt 1814. På ny genindkaldt 13/7 1815 og tildelt Areuxkorpset.
Syg i Frankrig 8/7 1816. Den 27/8 1818 tilladelse, til at gifte sig med Gabrielle.
Bønderkarlenes tunge og farefulde lod var at forrette soldatertjeneste i Kongens hær
Når et land efter en krig besejres af fjenderne, vil disse ofte i fællesskab, besætte det overvundne land.
Vi husker det fra 2 Verdenskrigs afslutning: USA, England, Frankrig og Sovjet besatte i fællesskab Tyskland. Tilsvarende havde det været tidligere:
Efter Waterloo besatte England, Danmark m. fl. Frankrig.
Over en 3-årig periode (1815-18) var således et stort kontingent danske soldater
sendt til Frankrig. Det samlede antal var i alt omkring 5000 mand. En af disse
soldater var Anders Rasmussen. Nedturen foregik til fods og varede sammenlagt 57
dage.
Hæren samledes i Kiel, marcherede over Hamborg, Bremen, Essen, ind i Holland,
over Amsterdam, videre til Antwerpen, Bryssel og ind i Frankrig. l. eskadron,
som Anders Rasmussen tilhørte,
kom til Arleux og omegn. Den samlede hærstyrke, som
besatte Nordfrankrig, udgjorde 150000 soldater fra forskellige nationer. Den
var under kommando af Hertugen af Wellington og skulle sikre ro og orden samt
betaling af skadeserstatning til sejrherrerne.
Tænk at være i det alt væsentlige ulønnet soldat i sammenlagt 7 år!
En tid lang var Anders Rasmussen indkvarteret hos en adelig guldsmed i Arleux.
Dennes eneste datter på 25 år og Anders forelskede sig i hinanden. Skønt
guldsmeden syntes godt om Anders, så var han meget imod, at datteren skulle til
et fremmed land for at røgte svin. Overleveringerne siger, at guldsmeden
stillede Anders en sum på 1500 rigsdaler i udsigt, hvis han ville opgive
datteren. Det var en meget stor sum penge, som let kunne have givet Anders en
betydelig bondegård i Danmark. Anders valgte kærligheden frem for rigdommen.
I 1818 blev Gabrielle og Anders viede af den danske feltpræst, Kristoffer
Nyholm, under tilbagerejsen til Danmark. Det er uklart, hvad Gabrielle lavede på
turen til Danmark. Det er blevet hævdet, at hun var forklædt som soldat. Andre
oplysninger går på, at hun gjorde tjeneste i marketenderiet. Et er sikkert: De
kom sammen i god behold til Horsens på ryggen af Messingjens. Anders købte nu
hesten, hvorefter det unge par red til Anders' hjem i Egebjerg. Her ventede en
klam velkomst, idet faderen var særdeles utilfreds med, at sønnen havde giftet
sig uden medgift.
Anders valgte at forlade sit gamle hjem i Egebjerg sammen med sin unge kone.
Parret tog til Torp-området, hvor Anders havde enkelte slægtninge.
Nybyggerliv på Torp mark
Flytningen til Torp skete dog ikke helt til det uvisse.
Hansted Hospital, som var Anders Rasmussens tilhørs-herregård, og som ejede jord i såvel Egebjerg, Vorbjerg samt Torp, havde
tilbudt Anders et lille fæstested i Torp samt yderligere en stilling som
skovfoged i Underup Nørreskov (1820).
Anders Rasmussen blev senere ejer af en lille naboejendom, hvis jord han
tillagde sin egen, og hvis beboelse han udlejede.
Senere igen købte han en udlod på Torp mark og byggede tid efter anden en ganske
stor ejendom. Meget tyder på, at Anders har haft en ganske veludviklet Økonomisk
sans. Det er her på denne nybyggede ejendom, at hovedparten af familielivet
leves, og det er her, at hesten Messingjens dør og bliver begravet i haven. Det
er nok også her, at Gabrielle får lært at passe grise.
Kærligheden varede livet igennem for ægteparret, men Gabrielle faldt aldrig
rigtig til i Torp. Hun fik aldrig lært sproget, og hun og Anders måtte nøjes med
hans middelmådige franske. I sit hjemland havde hun ikke lært læsning og
skrivning, så der var ikke breve til og fra Frankrig. Kirken var mere eller
mindre lukket for hende. Enkelte gange besøgte hun den katolske menighed i Horsens. Det kunne ske, at hun blev inviteret til herregården "Julianelyst" hvor fruen talte fransk
Hertil kom totalt ændrede levevilkår. Hjemme havde Gabrielle købt og hentet kød, grøntsager og andre grøntsager og andre fornødenheder på markederne i Arleux. Nu skulle hun selv være selvforsynende. Hun måtte lære at dyrke alle slags grøntsager i køkkenhaven. Hun måtte lære at slagte gris og udnytte denne på alle måder. Desuden var det ogsa nødvendigt, at hun deltog i den daglige landbrugsdrift, især når hø- og kornhøst var aktuel. Endelig
var der også hønsehold og pasning af ænder, gæs og kalve. Var der mere tid, kaldte syltning, bagning, vask og reparation.
tekst under billede
Rasmus Jensen, Underup, udpeger i 1970 Messingjens' grav på Torp mark.
I perioden 1819-1833 fødtes i hjemmet 6 børn (fem piger og en dreng). Hvad har der ikke været af arbejde med at føde, passe og opdrage sådan en flok børn, Dertil sygedomme og ulykker. Børnenes skolegang har strakt sig over mange år (ca. 1826- 1847), og moderen har ikke
haft let ved at hjælpe, med katekismus og salmebog. Skolegangen fandt sted i
Underup. Dog ikke i den allerældste, som var blevet for lille i 1821, men i en
nyere, en forløber for den flotte, gule bygning.
Gabrielles liv på Torp mark var ændret på alle områder i forhold til Arleux. Det
var ingen dans på roser, men kærligheden - måske også tålmodigheden -
ægtefællerne imellem varede ved.
I 1837 konfirmeredes den næstældste datter, Karoline, formentlig opkaldt efter
Gabrielles mor, og Gabrielle selv overgik fra denne dag til den
luthersk-evangeliske tro.
I 1845 døde Anders Rasmussen af tuberkulose, og Gabrielle fik det svært, hun
nærmest mistede sit livsindhold. Støttet af sine børn forblev hun på ejendommen
frem til 1853, men p. gr. af tiltagende sygdom blev hun erklæret utilregnelig,
og ejendommen på Torp mark blev overtaget af datteren Kirsten og dennes mand,
Jens Peter Jensen (Haugstrup). Den oprindelige ejendom inde i Torp by overgik
til datteren Karoline og dennes mand, Anders Tyrsted. Her opholdt Gabrielle sig
de 2 sidste år af sin levetid. Hun længtes efter sin ungdom og sit Frankrig,
og ofte forlader hun i sindsforvirret tilstand Torp for ad de grusede veje at gå
hjem. Til sidst må hun leve bag en låst dør. i 1855 dør Gabrielle, og hun
forenes med Anders i familiegraven på Underup Kirkegård nordøst for koret.
Børnene og deres efterkommere
Kirstine og Jens Peter Jensen (Haugstrup) fik 2 børn: Ingeborg og Anders.
Ingeborg kom til at bo på gården "Arnelund" i Porskær i Nim Sogn. En søn herfra,
August Uhrskov, fik senere en gård i Føvling Sogn. Anders blev på ejendommen og
fik flere efterkommere her på egnen: Hans, udlært mejerist
i Torp, senere mejeribestyrer. Ingeborg, husbestyrerinde, Torp. Rasmus, født 1892 var hjemme og hjalp sine forældre med
bedriften. I 1921 købte han naboejendommen af Jesper Justesen. Fødehjemmet havde
han forpagtet efter faderens død i 1922 for endelig at købe det i 1932. De to
ejendomme blev slået sammen, men bygningerne til fødehjemmet blev nedrevet efter
mere end 100 år på stedet. Der kan findes enkelte mur rester på marken, men hel
bestemt, hvor husene stod, eller hvor Messingjens ligger begravet, ved ingen.
Karl, gift med Thora, Underup. Anna, Underup.
Karl og Thora kom til at bo i sognets ældste hus, den gamle skole i Underup. Det
hus, som min bedstemor havde ejet en lang årrække. Thora holdt af at stå i
fordøren og snakke med forbipasserende. Jeg har flygtig snakket med hende et par
gange om hus og have. Karl og Thora havde to velbegavede børn, der efter endt
uddannelse forlod egnen.
Karoline blev i 1847 viet til Anders Nielsen fra
Tyrsted. Familien overtog efternavnet Tyrsted, og senere kom der rigtig mange
efterkommere på egnen med dette navn. Ægteparret overtog den første ejendom,
som Gabrielle og Anders boede i ved deres ankomst til Torp. Torp-folk har
fortalt mig, at den lå på hjørnet over for Søren Kjeldsens gård. Nu er den for
længst nedrevet.
På Sjælland bor et tip-tipoldebarn, som ejer en skål, der har tilhørt Gabrielle.
Slægten i det hele taget er meget frugtbar. Der er eksempler på familier med
både 12 og 10 børn.
Et tipoldebarn er fhv. skotøjshandler Gunnar Tyrsted, Brædstrup.
I min seminarietid i Silkeborg (1951-55) havde jeg en lektor i sløjd, A. Hartvig
Nielsen. Det viser sig nu, at han var et tipoldebarn. Det blev der nu aldrig
snakket om, men han var egentlig en meget sydlandsk type, ikke så høj,
mørkhåret, brunøjet og solbrændt.
tekst ved billede
Familien på Torp Mark, fot. ca. 1901. Den gamle mand er Gabrietles svigersøn
Jens Peler Jensen (Haugstrup). Dennes søn Anders og svigerdatter Christine
under vinduet. Derefter børnene, fra venstre Karl (1898), Hans Peter (1889),
Ingeborg Kirstine (1892), Anna (1894) og Rasmus (1900). huset i baggrunden er
Gabrielles gamle hjem.
Rasmus var eneste søn. I 1852 flyttede han til Linnerup Sogn. Året efter gift med Gertrud fra Torp. Senere med Maren Jensdatter på gården "Sporelund". Rasmus gravsted er endnu bevaret på Linnerup Kirkegård. Jeg har personlig set det i 1990-erne. Det giver fortsat et velhavende indtryk.
Rasmus efterlod sig ingen børn, men havde haft en søsterdatter i pleje.
Maren blev gift i 1856 med Jens Nielsen, Torp mark. I 12 år ejede Jens Nielsen
ejendommen "Fløjtenborg". Jeg troede om barn, at den hed sådan, fordi den lå
højt med vinden blæsende omkring. Den havde imidlertid fået sit navn, fordi der
engang boede en fløjtenist på stedet. Jens Nielsen flyttede senere ud på en
ejendom imellem Vorbjerg og Naldal. Han optager tømrer- og
snedkerprofessionen.
I 1940-erne. boede der en enkekone i huset ved Føvling skole, Jensine Brigsted.
Hun var barnebarn af Maren Og Jens. Datteren Alma var gift med gårdejer Lauridz Kjær Jepsen, Føvling. Måske har førstelærer Kristiansen haft sin viden
om Messingjens herfra. En søster til Alma boede på gården "Bjerrebo" i Thyrsting. Hun fødte i alt 18 børn. hvoraf 12 voksede op og videreførte slægten. Et af dem var Karen Jensen, der var gift med Svend Vagner Jensen fra Grædstrup, en tid vores nabo i Aastruplund, senere campingpladsejer i
Brestenbro og senere cykelhandler i Brædstrup.
Gabrielle født 1832, gift 1854 med Æule Laursen. Ægteparet kom til at arbejde på godset "Wilhelsborg". Her er deres 7 børn født Stavemåde på efternavnet skiftede: Øulisen, Øvlisen eller Eulesen. denne gren i slægten er præget af stor Udvandring til USA.
Karen. født 1833 gift 1656 med Anders Kristensen fra Torp, Karen var den af børnene, som lignede Gabrielle mest i det ydre. Hun og hendes mand boede i 'Bækhuset' i 53 år, De havde selv opført huset nede i dalen af kampesten, der hørte lidt jord til, så de havde altid en ko eller to. Hovedparten af de mange år arbejdede Anders som fodermester på
"Julianelyst". Han var særdeles værdsat. Min mor har fortalt om den trofasthed,
han udviste over for sit arbejde. 2 gange daglig vandrede han den lange vej til
"Julianelyst", præcis som et urværk. I Torp fødtes 6 børn, så der er mange
efterkommere på egnen.
"Bækhuset" er i dag en ruin, men har dog været delvist beboet i nyere tid.
Laurine og Søren Heegård Nielsen, Torp, boede her således nogle måneder,
inden deres nye gård i 1940-erne stod færdig. Jeg har været derinde en enkelt
gang, men følte mig henvist til en svunden tid med de rå vægge og lergulvet.
Afsluttende betragtninger
Torp-historien er ulig Blichers. Navnene er forskellige. Helle bliver til
Gabrielle. Frankrig er overhovedet ikke nævnt. Blichers indfaldsvinkel er en
anden, for han koncentrerer sig om hesten. Måske vidste Blicher ikke bedre,
måske var han ikke vild med en kærlighedshistorie. Han skrev sine bedste ting om den ulykkelige ("En Landsbydegns Dagbog" og "Hosekræmmeren").To ting er iøjnefaldende i begge
historier: Gabrielles usædvanlige beslutsomhed og Anders' fine menneskelige
egenskaber.
Mange piger i de senere generationer får navnet Gabrielle. En hel del
familiemedlemmer mellemnavnet de Bercon. Slægtens historie er Danmarks
udlviklingshistorie: Man begynder sin tilværelse på et lille husmandssted, man
kommer til at arbejde på fabrik, man får en håndværkeruddannelse og slutter med
en akademisk løbebane. Enkelte får en handelsvirksomhed eller en forretning. En
enkelt erhverver sig en herregård.
Historien har været romantiseret unødigt i forskellige ugeblade.- Fået myteagtig karakter.
Gabrielle de Bercon er i mine øjne ikke en romantisk ugebladsperson, men en
beslutsom pige, der får en lidelseshistorie, der på langt sigt sejrer. I 2006
omfatter hendes direkte efterkommere langt over 1000 personer spredt ud over
hele jordkloden.
Kilder:
Mundtlige overleveringer fra Torp og Underup, fortrinsvis fra ældre
familiemedlemmer.
Jens Balle Jepsen og Tage Skov Hansen: "Slægten er Gabrielle og Anders", 1983.
Jesper Langballe: "Anlangendes et menneske", 2005.
teksten under billedet
Bækhuset i Torpdalen. Her boede Gabrielles datter og svigersøn i mere end 50 år.
I mange år var han en skattet fodermester på herregården "Julianelyst".
Ifølge andre oplysninger fra John Sander Dhiin var, Gabrielles far daglejer og kusk. I overleveringen var han guldsmed, men digtere har det med at forskønne tilværelsen og hvis man ser nærmere på det, ville det vel ikke sandsynligt at man dengang indkvarterede en menig soldat hos byens guldsmed. Dernæst var Gabrielle analfabet, i kirkebogen stod hendes navn med ført hånd, da hun overgik til den protestandiske tro. Det passer ikke med guldsmedens sociale status.
|
1793 - 1855 (62 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet