Notater |
- Otto Nørgård Petersens Erindringer
Min mor
Det er vel for mig som alle andre, at min mor, Ane Pedersen Nørgård, var et helt specielt kapitel i livet. Hendes beretning om hendes fortvivlede barndom gjorde et voldsomt indtryk, når hun fortalte om sin opvækst på Sejling Nørregård og egnen. Hun mistede sin mor som fireårig, og sin far som otteårig. Hjemmet blev opløst, og de otte børn blev spredt til familie og venner i 1882. Men blodets bånd holdt sammen på dem, sådan at vi i tidens løb har haft kontakt med fætre og kusiner helt til Amerika, og også hvordan det er gået hendes børn.
Mor kom først i pleje hos en faster i Nisset. Da hun blev større og kunne gøre nytte, kom hun hos en skolemester i Sejling. Der måtte hun gå i skole og arbejde for føden. Han skulle være foregangsmand på hans skolelod og dyrkede turnips som noget nyt. Roerne måtte ikke stikkes og skulle tages op med hand, så mor tog dem op i frost og sne og pådrog sig frost i fingrene på venstre hand. Skolemesteren ville skjule det og kurerede selv på det med vat, som satte sig fast og han brændte det væk med det resultat, at hun mistede ringfingeren og lillefingeren. Jeg tilgav aldrig skolemesteren, selv om han for længst er død, og da jeg holdt hendes hænder de sidste minutter af hendes liv, kunne jeg stadig mindes hendes beretning.
Efter dette blev hun flyttet til Jens Skov i Ebstrup, og det blev hendes egentlige hjem derefter. Jeg var i dette hjem med far og mor i 1921. Og mærkelig nok den dag i dag er vores svigerdatter fra samme egn, og jeg fik lejlighed til at besøge stedet, som stadig gik i arv fra Jens Skov. I dage er det en pjejedatter og Arne Andersen der ejer det, men de samme gamle billeder som mors var der stadig. Efter flere pladser på store gårde i køkken og hun kom hun i 1895 til Underup Kjærsgård, som er nabo til Nyskovgård, og den 10. december 1897 blev hun gift med far i Underup kirke. Jeg har altid haft det indtryk, at mor, på trods af et liv med overflod af arbejde med et hjem, hvor alt blev hjemmelavet \endash mad og tøj til 6 drenge og 2 piger \endash så var hun lykkelig, men når hun til tider blev bevæget kunne jeg næppe lodde om det var af taknemmelighed over tilværelsen, eller tanken om hendes fortid.
Måske har hendes barske barndom hærdet hende for livet. Man havde ikke indtryk af, at hun frygtede for tilværelsen fremad. Hun gik ind i tilværelsen som ung kone på en gård i 1897 og i løbet af 16 år havde hun 8 børn, og den anden ældste, som blev skadet i ryggen som et-årig måtte hun bære til skole og hjem igen. Jeg mindes aldrig vi manglede mad eller tøj på trods af, at alt var hjemmegjort. Hjemmestrikkede strømper til alle og det meste af tøjet det samme, som måtte forandres fra store til små. To gange dagligt hjalp hun til med malkningen af det tolv til fjorten køer, og jeg tror, hun slappede af ved det, i hvert fald var det sjældent, at hun ikke sang til malkningen, og jeg tror, det var beroligende for både hende og køerne.
Vi børn kom tættere på mor end på far, og derfor blev hun altid brugt som mellemforhandler, når det var nødvendigt. Mor holdt sammen på familien, måske på grund af hendes splittede barndom. Mindedage og familiefester og traditioner med flaghejsning blev overholdt. Når dagen sluttede og vi talte om næste gang var hendes kommentar altid: "Ja, hvis vi lever så længe", hvilket blev lidt trættende i længden. Men da jeg holdt hendes hænder den dag hun gik bort, tænkte jeg over hendes bemærkning, og jeg kom derved til at tænke på, om hun havde forvarselsevner. Hun fortalte tit om sine drømme. En gang forundrede hun sig over en drøm, om at der var bygget et lille rødt hus på Underup Kirkegård. Nogle år senere blev der bygget et ligkapel inden for indgangen. Den gamle ringer Kasper Pedersens kone Ane Pedersen blev den første, der kom i kapellet, og mor, Ane Nørgård Pedersen, blev den næste 1938.
Min bedstemor blev begravet i september 1918. Jeg husker ikke mit indtryk af at hun gik væk, men dagen hun blev begravet stod som en særlig oplevelse. Vi to mindste skulle køre sammen med gamle Sørensen og frue fra Underup Kjærsgård i en flot hestevogn. Det var en solrig efterårsdag, og jeg glemmer aldrig da vi drejede ind på kommunevejen bag efter fars vogn med kisten, og jeg så ned af vejen mod hjemmet i skoven, hvor der kørte 15-20 hestevogne med naboer og venner.
Så gik der 5-6 år med skole, leg og nye kammerater med mere. Jeg gik til skole fra Nyskovgård alle mine skoledage. Jeg begyndte at gå i skole i 1920, fordi jeg lige så godt kunne følge de større brødre, som gå alene hjemme, hvilket var godt både for mor og mig. De første år rendte vi til vinduerne i skolen, når der kørte en bil gennem Underup, selv om det var midt i timen. Da jeg blev konfirmeret i 1928 rendte vi stadig til vinduerne i timerne, men det var når der kom en flyvemaskine!
|